Ingen tvivl: Borgerne i Assens vil helst på sygehus I Odense

Assens Kommune

Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Deltagerne i det første af tre borgermøder møder med regionsrådspolitikere om den fremtidige struktur, når nyt OUH er færdigt, efterlod ingen tvivl. – I Assens Kommune vil man til Odense

En mand med hjerteproblemer afhentes af ambulance i sit hjem. Ambulanceredderne konfererer undervejs med en læge om, hvilket sygehus, der kan tage imod patienten. Helt inde ved Odense dirigeres ambulancen til højre – altså ad motorvejen mod svendborg.

En noget foruroligende oplevelse for patienten, som han fortalte om mandag aften, da Region Syddanmark inviterede til borgermøde i Arena Assens om den fremtidige sygehusstruktur på Fyn.

Afstanden vigtigst.

– Der burde være en regel om, at er man i ambulance, bliver man kørt til nærmeste sygehus, slog en mødedeltager fast under rundbordssamtalerne med politikere. Stephanie Lohse (v), Regionsrådsformand, Mette With Hagensen (S), formand for Socialudvalget, Mark Søgaard (S), Lars Mogensen (EL) Michael Nielsen (K) og Henriette Schlesinger Kærgaard (V).

Der var tre emner på dagsordenen, men det var helt sikkert spørgsmålet om optageområder, der optog de fremmødte mest.

140 borgere – og dermed nogle flere end de godt 100, arrangørerne havde regnet med – deltog i mødet. Og efterlod ingen tvivl om, at de var kommet for at diskutere optageområder for de to sygehuse i langt højere grad end, hvilke specialer det fremtidige Svendborg Sygehus skal have.

  • Den tager vi, når vi kommer til Svendborg, konstaterede Mette With Hagensen ved mødets afslutning.

De tre regionspolitikere kunne dog afslutningsvis også konkludere, at der også i Assens er vilje til at køre til Svendborg – hvis der er noget godt at køre efter. Det vil sige, hvis de eksempelvis har dygtige specialister inden for et område.

Tre scenarier

På forhånd var der tegnet tre scenarier for de fremtidige optageområder.  Den blå streg stod for den mindste ændring. Den går enten nord eller syd om Assens og følger ellers en ret nordlig linje syd om Nørre Lyndelse, Årslev og Ullerslev og nord om Nyborg.

En grøn linje går nord om Ringe, Ryslinge og Ørbæk og sikrer, at også Helnæs kommer til at høre til Odense. Endelig er der den røde linje, der vil betyde et noget indskrænket Svendborg Sygehus. Den går nord om Faaborg men syd om Ringe, Ryslinge og Ørbæk.

Jo sydligere linje, jo større konsekvenser vil det have for Svendborg Sygehus i form af borgerunderlag. Den sydligste linje betyder således et underlag på 100.000 indbyggere, mens den nordligste betyder, at Svendborg vil bevare et underlag 150.-160.000 af de i dag 225.000 indbyggere i det nuværende optageområde. I alle tre scenarier vil Svendborg skulle aflevere sengepladser til Odense. Til sammenligning har Vejle Sygehus et optageområde på 125.000 indbyggere, mens Sønderborg er nede på 75.-100.000.

Lang rejsetid også for pårørende

Det er ikke bare ovennævnte hjertepatient, der oplever at komme på en meget lang rejse til Svendborg. Er man pårørende, der skal på besøg, kan rejsen også blive lang, og det vægtede også hos mødedeltagerne. Værst for mennesker, der ikke har egen bil, eller nogle, der kan hjælpe med transporten. Regionen har selv regnet på det, og er nået frem til, at skal man med offentlig transport fra Assens til Svendborg, ja så skal man afsætte 130 minutter – altså mere en to timer – til rejsen, og det er hver vej. Offentlig transport Assens-OUH tage 75 minutter. I bil tager det 38 minutter til OUH Odense og godt en time til Svendborg.

Mon ikke de fleste ville foretrække at bruge den ekstra tid med deres pårørende?

Lige inden sommerferien peger Socialudvalget i Region Syddanmark på sit forslag til fremtiden på sygehusområdet. 26. september træffes den endelige beslutning i Regionsrådet.

Del denne historie på: