Der var lagt og festivitas i afdeling 1 på Holmely tirsdag. Beboere, kolleger, samarbejdspartnere og også borgmesteren var inviteret til at være med til at markere, at Dorrit Kristensen 2. påskedag, 1. april, havde været på plejecentret i 40 år.

Hvordan det er blevet til så mange år, kan være svært at give et enkelt svar på. Men Holmely har altid været et godt sted at være, nævner Dorrit Kristensen flere gange, selv om der nok er ting, hun kunne tænke sig ændret i ældreplejen, dem vender vi tilbage til.

– Men der er nok også noget tryghed og luksus i det, erkender hun.

– Jeg har haft fri klokken tre, kunne hente mine børn, og havde ikke langt hjem, og min mor kunne altid tage over, når de var syge. I dag ser jeg mine pressede, unge kolleger, siger hun.

Men det handler også om, at hun har fået mulighed for at udvikle sig og fået lov at arbejde med det, der optager hende allermest – demensområdet.

Startede som vikar

Det var på flere måder en anden tid, da Dorrit Kristensen i 1984 var nyuddannet sygehjælper. Det var ikke nemt at finde job. Sygehusene, som hun egentlig var uddannet til, tog ikke nye ind. Derfor henvendte hun sig på det lokale plejehjem, Holmely, i byen hvor hun har boet hele sit liv. Og her kunne Ulla og Poul Kofoed, det daværende forstanderpar, godt bruge en afløser.

Sådan gik det første år. Så blev hun fastansat, og nu er der gået yderligere 39 og Dorrit kan se tilbage på en årrække, hvor ikke bare hun selv, men også det, vi forstår ved et plejehjem, har udviklet sig. Det gælder ikke mindst måden, man møder beboerne på. Arbejdsopgaverne er blevet er også blevet flereflere, det er hænderne til at udfylde dem til gengæld ikke. Alligevel ønsker hun sig ikke tilbage.

– Ingen får mig til at sige, at det var bedre i gamle dage. Der var mere tid, men der var også en anden kultur, der råbte på forandring, slår hun fast, selv om hun medgiver, der også i dag er plads til forbedringer.

Personalet vartede op

– Jeg kan huske, det var mere servicepræget dengang. Vi kom rullende med vognen og serverede kaffe og saft. I dag har vi en rehabiliterende tilgang. Beboerne er med, så meget de kan. Men det kan være sværere at få tid til de varme hænder, siger hun og bruger et udtryk, hun egentlig ikke bryder sig om. For det er da kun, når hun møder ind på en kold morgen, at hun har kolde hænder…og hun er meget mere end et par hænder.

– Dengang boede beboerne på stuer, i dag har de lejligheder, som følge af den nye ældreboliglov, der kom, hvor de betaler indskud, når de flytter ind.

De er borgere, der har et levet liv bag sig og fortsat har et liv at leve. Selv om de også er mere syge, når de kommer i dag, så handler det om at få livshistorien med og bruge den i samværet med dem, så de er andet end sygdom.

– Det er vigtigt for alle at se det hele menneske, fastslår Dorrit Kristensen, der har været meget glad for at arbejde i demensenheden i rigtig mange af årene.

Der er 40 beboere på Holmely og 14 lejligheder tilsammen i de to demensenheder.

– Jeg var med til at starte det op sidst i 80’erne, det, at jeg har været med fra starten og haft mulighed for at udvikle mig, er måse også med til, at jeg er blevet, siger hun.

Mindre institution mere hjem

I 1990 kom de nye uddannelser til henholdsvis social- og sundhedshjælper og -assistent.

I 2003 valgte Dorrit Kristensen selv at hoppe med på vognen. Hun tog et års orlov fra jobbet og vendte tilbage som assistent.

Fra stue til egen lejlighed og nye uddannelser er mærkbare forandringer, men den største forskel fra 1985 til nu ligger i tankegangen, oplever Dorrit Kristensen.

Plejehjemmene i Assens Kommune er Eden-certificerede. Det betyder, at der er sket en afinstitutionalisering. Folk udefra er velkomne, der er samarbejde med skole, børnehaver og frivillige, der for eksempel kommer og bager med beboerne. Også dyr og blomster ser man gerne inden for murene.

– Det handler om at afmystificere det at komme på plejehjem. Jeg vil til enhver tid sige at Holmely er et godt sted at være.

– Er det et bedre sted i dag end tilbage i 1980’erne?

– Ja ud fra beboernes synspunkt, men jeg ser også et presset personale, øget krav om dokumentation har drænet personalet. Samtidig er det vigtigt at dokumentere, at alle får den hjælp, de skal have. 

Husassistenterne, der før tog sig af rengøringen, er her ikke mere. Den opgave er også lagt over på plejepersonalet. Tankegangen var, at borgerne skulle deltage i det omfang, de kunne, men de fleste er for dårlige til det i dag, og der er ikke afsat tid nok til det. Tankegangen bag var det hele menneske, men reelt ser jeg det som en besparelse.

– Da jeg startede kunne jeg spejle mig selv i håndvaskene, hvis jeg ikke havde fået gjort det hjemmefra om morgenen. Det kan man ikke i dag. Det siger sig selv, at der samler sig kalk, når der går tre uger imellem rengøringen, siger Dorrit Kristensen.

– Det er ikke kun her, det er sådan. Græsset er nok ikke grønnere andre steder. Alle vil det bedste for borgerne, men jeg ser også nye, pressede kolleger. Der er ikke balance mellem krav og ressourcer. I mit næste liv tror jeg, jeg skal være politiker på Christiansborg.

Højere løn er ikke nok

Dorrit Kristensen tror ikke, at et lønløft nødvendigvis er svaret.

– Hvad hjælper 10.000 kroner mere i løn, hvis arbejdsmiljøet ikke følger med, spørger hun.

– Jeg har altid været diplomatisk, men jeg er faktisk bekymret, hvis der ikke sker noget snart, samtidig ser vi også, at skoler og børnehaver ikke får penge nok.

Hun peger på, at man kunne tage noget af arbejdsbyrden fra personalet ved at lade ufaglærte påtage sig praktiske opgaver, når borgerne alligevel ikke kan deltage.

– Det betyder også noget, at de borgere, der kan, stadig er med i det praktiske arbejde, det giver dem en følelse af at have værdi.

Ingen slutdato

Dorrit Kristensen har endnu ikke sat en slutdato på sit arbejdsliv. Hun har mulighed for at gå på efterløn og få mere tid til børnebørnene, som også trækker, men hun har heller ikke lige nu lyst til at slippe arbejdet på Holmely. Dog kunne hun godt tænke sig en form for seniorordning, hvor hun ikke skulle deltage i plejen.

– Jeg kan mærke, at jeg har brug for mere ro i mit hoved. Jeg har været bedre til at have flere bolde i luften ad gangen, end jeg er i dag.

– Jeg begynder også at kunne mærke det i kroppen og går til styrketræning for at holde mig i form.

– Da jeg var ung gik vi til løfteteknik og ikke som i dag til forflytningsteknik, siger hun og demonstrerer, hvordan man tidligere kunne tage en borger under armene og efterfølgende lave et vrid i kroppen for at flytte ham eller hende fra stol til seng.

Selv om der er plads til forbedringer vil Dorrit Kristensen ikke betænke sig ved at flytte ind på Holmely, hvis hun en dag skulle blive ramt af en demenssygdom.

En stille middagsstund, hvor de fleste beboere hviler, giver lidt ekstra tid til at tale med for eksempel Tove Steensboe, der har boet på Holmely i godt to år efterhånden.

En opvaskemaskine skal tømmes. En af de mange praktiske opgaver, som tidligere ik