Den gamle smedje i Jordløse

Når man kører ad Landevejen gennem Jordløse, så ligger den gamle smedje på højre hånd lige før krydset mellem Landevejen og Smedestrædet.

Her har den ligget siden midt i 1700’ tallet.

I 1922 blev smedjen købt af Lars Pedersen, og hans søn Peder Axel Pedersen overtog og videreførte smedjen fra 1948-84. 

Den sidste smed, Peder Axel Pedersen, skriver i 1985 sine erindringer:

For 50 år siden begyndte jeg som lærling i grov- og beslagsmedefaget. Dengang var alt håndarbejde. Blandt andet alt, hvad landmanden brugte af redskaber såsom arbejdsvogne. Dengang var det jo de såkaldte stivvogne med træhjul med jernringe om. Det var et stort arbejde at tilpasse disse ringe til træhjulene. Hvis de var for stramme blev hjulet “en paraply” – var de for løse, ville de følgelig rasle og hjulene blive defekte. 

I min læretid var der endnu stivvogne med træaksler, det vil sige, at der ikke var nogen jernaksler, det var træ alt sammen, endvidere harver, som dengang bestod allerhøjst af tre-fire slags såsom sæddækker, spidsharve, Howards-harve og ukrudtsharve – fælles for disse var, at de alle blev fremstillet af smeden, der kendte hver landmands jorde. Nogle harver skulle være mere jordsøgende end andre på grund af de forskellige jordtyper.

Hestebeslag var en stor del af den daglige tilværelse, derfor var svendestykket som regel smedning af sko plus det at beslå en hest. Man gik ud fra, at kunne man smede en hestesko, så kunne man følgelig smede alt andet, hvad der dengang brugtes.

Dengang var forholdene som lærling meget barske. Jeg kan nævne, at vi i min læreplads havde hver sin spand som vandfad. Om vinteren varmede vi et stort stykke jern i essen, det skulle varme det iskolde, til tider frosne vand op. Man kan nok forestille sig, hvor uhygiejnisk dette var (med glødeskoller i vandet).

Det meste af en lærlings tid foregik med at bruge forhammeren (det grove arbejde med at ”hamre for”). Jeg kan fortælle en lille episode: Jeg smedede hestesko sammen med min læremester. Da jeg slog med ridsemejslen sagde min mester, der ikke mente, jeg slog hårdt nok, til mig: ”Du kunne lige så godt slå med din bedstemors nathue”.  Efter den bemærkning slog jeg med hammeren så skoen flækkede. 

Mester smed derefter sko og tang ind i essehullet, krængede sit skødeskind af sig og forlod værkstedet uden et eneste ord – og der var ingen, der talte om nathue mere.

Jeg må også bemærke, at vi smedede med to forhamre, så der var tre hamre i sving på en gang.

Smedjen blev nedlagt som smedje i 1984. På det tidspunkt var Peder Axel Pedersen 63 år og smedefaget havde ændret karakter. Som gammel grov- og beslagsmed havde man ikke længere forudsætninger for at reparere nye moderne landbrugsmaskiner.