Assens Fodbold Club får fint besøg

Assens

7. maj 2026

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Assens FC har i mange år været en del af ungdomssamarbejdet med OB, kaldet “Øens Hold”.

En del af samarbejdet betyder, at Odense Boldklub med jævne mellemrum kigger forbi med et par Superliga / Akademispillere og træner med ungdomsspillerne i Assens, og sådan et besøg er det igen ved at være tid til.

Torsdag 7. maj fra klokken 17 og en god time frem, vil Assens FC’s ungdomshold trille med bolden på stadion i Assens sammen med U-trænerne og omkring fem spillere fra OB. Alle registrerede spillere i Assens FC’s unge-afdeling og deres søskende til og med 14 år er velkomne til at deltage i træningen, lyder det i en pressemeddelelse fra klubben.

Efter træningen vil der desuden være mulighed for at få autografer og selfies med gæsterne. Også forældre bedsteforældre og andre, der har interesse i at kigge forbi, er meget velkomne, lyder det fra klubben.

Del denne historie på: