Selvfølgelig skal vi have cykelstier i landkommuner
Grønnemose
Poul Poulsen, formand for Assens Radikale Venstre,
Gelstedvej 25, Rørup
Kommentar til klumme i Fyens Stiftstidende 9. april af Nikolai Leed.
Nikolai argumenterer for den holdning, at cykelstier i landdistrikter er for dyre og bliver brugt af for få. Det er naturligvis et legitimt synspunkt. Jeg er dog ikke enig heri. Det, der får mig til tasterne, er hans argumentation.
1. Cykelstien mellem Aarup og Grønnemose koster ikke 16,5 mio. kroner som påstået. Jeg har fået indsigt i økonomirapporter og kan afsløre, at etape et og to tilsammen koster cirka 12,5 mio. kroner. Etape tre er en trist afslutning på en flot sti. Et mere cykelvenligt alternativ blev desværre valgt fra.
2. Der bruges ikke en fjerdedel af anlægsbudgettet. Der afsættes p.t. fire mio. kroner årligt til cykelstier. Det rækker ikke til de dyrere projekter, hvorfor beløbet overføres fra år til år, til der er nok.
3. De dyre cykelstier forudsætter tilskud fra statens cykelstipulje, som har været på 40 procent. Det vil sige, at cykelstien Aarup-Grønnemose, som koster 12,5 mio. kroner, kun koster kommunekassen cirka 7,5 mio. kroner suppleret med fem mio. fra statens pulje.
4. Nikolaj foreslår kantbaner i sted og kun på farlige steder på en rute, for eksempel Kerte-Aarup. For det første koster kantbaner stort set det samme at anlægge som en cykelsti, og trafiksikkerhedsmæssigt er det ikke forsvarligt.
5. Hvor mange bruger cykelstien? Det afhænger nok af øjet, der ser. Nikolai vil underbygge sin holdning, så er det fint at “tælle” ved forbikørsel i bil. Jeg går der dagligt og møder stort set altid folk på stien. Blandt andet skoleelever, unge på løbehjul/skateboard, ældre på indkøb i Aarup, motionister, cykelryttere, folk på vej til og fra arbejde og mange gående. Et reelt tal kræver en seriøs måling, men jeg er helt sikkert tættere på virkeligheden end Nikolai.
6. Stien Vissenbjerg-Tommerup er blevet dyr på grund af manglen på arbejdskraft og dyrere materialer p.t. Det er dog værd at bemærke, at også her er hentet penge fra statens cykelstipulje, nemlig 8,2 mio. kroner. I parentes bemærkes, at støtte fra staten forudsætter en vis standard vedrørende bredde, belysning og asfaltbelægning.
7. Nikolai nævner tre grunde til at anlægge en cykelsti. For mig handler det kun om de to, nemlig trafiksikkerhed – især sikker skolevej, og at øge antallet af cyklister, gående m.m. helt i overensstemmelse med kommunens sundhedspolitik. Cykelstien Aarup-Grønnemose var nummer to på listen i en borgerundersøgelse vedrørende ønskede cykelstier. Nummer et var cykelstien Haarby-Glamsbjerg.
Assens Radikale Venstres politik er at binde kommunen sammen via et overordnet net af cykelstier, suppleret med tilknyttede naturstier. Et net af stier til motion og naturoplevelser til gavn for borgere og turister. Sikker skolevej har førsteprioritet. Jeg ser frem til anlæggelsen af cykelstien Vissenbjerg-Skalbjerg-Tommerup St.