Var kildevandet helbredende?

I Kirkeskoven ved Kirkehelle i Vissenbjerg findes en kilde, der antages at være den hellige kilde, der er nævnt af flere forfattere i beskrivelser af Vissenbjerg og nævnt som *Sankt Vitus kilde.

Kilden, der jo udspringer tæt på kirken, havde fra hedensk tid været et kultsted, som folk valfartede til, da det meget rene vand bevirkede, at folk blev helbredt for forskellige sygdomme, når de drak af vandet og blev vasket i det. For øvrigt blev det ved en analyse i 1993 fastslået, at det er rent kildevand og ikke overfladevand.

Der findes en del beretninger om besøg og virkninger ved hellige kilder. Friskolelærer Rasmus Hansen skildrede i 1872 et kildebesøg, der helst skulle foregå Skt. Hans Aften, hvor den helbredende virkning var størst. Han fortæller: ”Ingen måtte trættes om at komme hen til kilden, men de skulle kønt vente til raden kom til dem. Brød de freden, så forsvandt vandet pludseligt. De der skulle have vand, gik rundt om kilden, og det er blevet fortalt, at man kastede en skilling ned i hvert hjørne. De skulle dernæst tage vandet i en ny lerskål, som ikke havde været brugt før. For at være sikker, købte de fleste en lerskål på stedet, hvor der ofte var pottemagere, som gjorde en god handel”

Desuden fortælles det, at den som skulle helbredes, måtte ikke selv hente vandet ved kilden. Det blev gjort af familie eller venner, og den syge lå eller sad henne mellem buskene, hvor de klædtes af, fik lidt at drikke af kildevandet og blev toet (Vasket). Det linned eller særk, som de tog af, måtte de ikke bære mere, og de skulle iføre sig nyt og rent linned. De nye skåle, der blev brugt, blev ofte taget med hjem, da de fortsat var gode at tage vaskevand i, da der var en tro på, at der altid ville være noget helbredende ved det vand, der kom i dem. For at være sikre på kildevandets virkning, skulle kildebesøget gentages den niende og den attende dag efter Skt. Hans. Vandet kunne også tages med hjem, og tvætningen foregå hjemme. Det måtte dog ikke opbevares under tag, da det så mistede sin styrke.

Den helbredende virkning ved kildevand forklares ved, at mange sygdomme skyldtes, at det vand, der dengang ellers blev anvendt til personlig vask og til madlavning, ofte var forurenet. Det meget rene vand fra kilderne kunne derfor have en positiv virkning på den syges tilstand. 

*Opkaldt efter den katolske helgen Sankt Vitus. Mere om dette i bogen ”Dengang i Vissenbjerg Sogn”