Lidt om besættelsestiden rundt om Aarup

Johan Wendelboe fortæller

Johan Wendelboe Nielsen, Rørup, var en af de lokale borgere, der var aktive i den lokale modstandsbevægelse. Han har i en del skrivelser beskrevet den tid. 

Han var få år før 2. verdenskrig startet som skovfogedelev ved Erholms skove, men efterhånden blev han mere og mere involveret i modstandsarbejdet. 

I sine mange skrivelser har han omtalt sprængningen af vandforsyningen til togene ved Aarup Station og bombningen af toget ved samme station 7. januar 1945. Her var bl.a. revisor Svend Aage Svensson (f. 1924) og læge Hartvig Hansen, Aarup, til stede for at yde hjælp til ofrene. 

Johan Wendelboe har fortalt, hvordan de lokale modstandsfolk var med til at modtage medkastede våben mellem Kielshøj og Søndergaarde. Containerne blev bl.a. skjult på Søndergaarde. 

En del fra Aarup-egnen måtte gå under jorden, og dagligdagen var også påvirket. Bl.a. begyndte flere igen at brygge øl, koge sæbe og dyrke tobak, og bilerne måtte køre på generatorer, der blev fyret op med træ, tørv eller kogler fra skovene. 

Op mod befrielsesdagen fik landsforræderne og tyskertøserne deres sag for, og snart kom der flygtninge. De blev bl.a. indkvarteret på Industrien, på Søndergaarde og lidt senere i Frøbjerg-hallen. 

En flygtning 

En flygtning ved navn Karl Eisenblätter kom i 1945 til Aarup-området sammen med 600 andre. Han var først på Aarup Hotel, og ifølge ham fik flygtningene alt for lidt mad, ned til kvart dagsration, fordi den tyske besættelsesmagt ikke leverede mere, og måske fordi ”nogle var mere lige end andre”. Den sidste magthavergruppe fik også ordentlige senge at sove i – og ikke gulvplads. Disse flygtninge var så udhungrede, at de endda spiste roeblade, hvis de da ellers kunne få fat på dem. 

De kom senere først til Søndergaarde, så til hallen i Frøbjerg – og senere til Oksbøl. 

Et forslag 

En kilde fra den tid, Elsa Clauser i Oksbøl, foreslog at sende en del flygtninge tilbage til Mecklenburg-Vorpommern i det senere DDR (fra 1949), da man ifølge hendes opfattelse havde tålelige ernærings- og boligmuligheder samt arbejdsforhold der. Der kunne de igen blive til mennesker, der var forankret i den fædrene jord. Men måske foretrak mange den friere tilværelse i et kommende Vesttyskland.