Hos PE Svejsning bliver plastaffaldet til køreplader og faskiner

Vissenbjerg

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

PE Svensning i Vissenbjerg er Månedens Bæredygtige Virksomhed i Udvikling Assens

Der er ikke bare C02 men også penge at spare for virksomheden PE Svejsning i Vissenbjerg, når den genbruger rester af plasttypen polyætylen.

Tidligere ville man nok bare have kasseret de rester, der var til overs, når rør og plader af polyætylen var skåret til, men hos Vissenbjerg-virksomheden har man fundet ud af, at resterne kan neddeles, vaskes og smeltes til ny plast, som derefter blandt andet kan bruges til køreplader og faskiner. Derved sparer man ikke bare 57 tons CO2 årligt, men også 480.000 kroner.

Udvikling Assens har på den baggrund kåret Dansk PE Svejsning til Månedens Bæredygtige Virksomhed i juni.

Virksomheden vil selv vaske, presse og på sigt måske ogå ekstrudere, det vil sige forme, den overskydende plast og bearbejde den til nye formål.

– Projektet viser vejen frem for, hvordan også mindre virksomheder kan genanvende plastaffald lokalt, siger Udvikling Assens i sit seneste nyhedsbrev.

Også dagbladet Børsen har fået øje på Vissenbjerg-virksomheden og kåret den som Børsen Bæredygtig Case 2024. 

Del denne historie på: