En lastbil er også et hjem
Den ene blankpolerede lastbil efter den anden stod linet op på parkeringspladsen foran Røverfest-pladsen.
Som noget nyt havde Røverfesten fået en lastbil-udstilling på programmet.
Vognmandsfirmaet Stig Mogensen fra Ryslinge var mødt op med tre lastbiler og to chauffører.
– Firmaet har seks lastbiler, som alle har deres faste chauffør, fortalte Edvard Falch, der som afløser kender alle seks biler.
Med på pladsen var vognmandens bil, som kun er få måneder gammel. Folkebladets udsendte fik en kik ind i kabinen, hvor der også er flere sovepladser, gardiner og gulvtæppe.
– Sådan en lastbil er chaufførens andet hjem, som han opholder sig i fra mandag til fredag. Så Stig lægger megen vægt på, at udstyret i kabinen er så godt, at en chauffør har lyst til at opholde sig der, fortalte Edvard.