Dagplejere og børn tog en Royal Side Run

Vissenbjerg

Pulsen kom op hos dagplejere og børn i Vissenbjerg i sidste uge, da dagplejerne i Vissenbjerg by havde arrangeret Royal Side Run. 

Arrangementet bød på 400 meter løb på banen ved idrætscentret, leg med sæbebobler og hop på bobleplast. Dagplejerne lægger vægt på at bidrage til at grundlægge gode vaner i forhold til bevægelse hos de helt små, som de kan bygge videre på helt op i voksenlivet. Det er det Royal Run handler om, at få flest muligt til at deltage i idrætsfællesskabet i eget tempo og med sin egen målsætning. 

I Vissenbjerg håber dagplejerne med sådan et arrangement at være med til at motivere børnene og deres familier til fremtidig deltagelse i både Royal Run og aktive hverdage med sved på panden. Som afslutning på dagen fik alle medaljer for indsatsen.

Del denne historie på: