Høj solskin og højere humør til OL for Seniorer

Aarup

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

– Ajjjj, jaah afbrudt af klapsalver og grin for så at gå over i

– Aijjj, jaah og nye klapsalver og grin. 

Humøret var rigtig højt – ligesom solen, der skinnede gavmildt ned over boldbanen ved siden af Aaruphallen, som tirsdag 27. august gav plads til OL for Seniorer i Aarup. 48 seniorer havde taget imod tilbuddet om at dyste i discipliner som bl.a. kartoffelløb, frisbee, kongespil og bowls. 

Dagen begyndte med opvarmning, som Jakob van Dijk, Kiropraktikerne i Aarup tog sig af. Og så tog OL-atleterne hul på formiddagens dyster. Efter en spisepause fortsatte strabadserne, som sluttede med kaffe, kage og uddeling af medaljer. 

OL var arrangeret af en arbejdsgruppe: Else Marie Nielsen, Nini Pedersen, Elin Markussen, Tove Ottosen, Inge Thorup og Helene Hermann. 

Arrangementet og dermed deltagerne kunne glæde sig over sponsorstøtte fra Nordea Fonden, Velux fonden, Møllerens Fond, Folkebladet i Assens Kommune, Hotel Aarup Kro, Aktive Ældre i Aarup, Aaruphallen og Ældre Sagen Højfyn. 

Del denne historie på: