UGENS KLUMME

Assens

Af Helge Desler

Unge mennesker i modstand!

For nogle uger siden skrev jeg – på denne plads – en historie om Assens Badmintonklub og medlemmernes spillested, der i gamle dage foregik på første sal, hvor den tidligere restaurant i Plums Gaard på Østergade i Assens havde sine faciliteter. 

I den forbindelse kom jeg i snak med en lokal mandsperson, der selv havde spillet badminton på ”loftet”, der i den forbindelse kunne fortælle en helt anden historie om et helt andet emne, der handlede om oplevelser – eller overlevelse om man vil – under Anden Verdenskrig på næsten samme sted.

For kun få meter fra badmintonfolkets tidligere spillested ligger jo bygningen, der i daglig tale aldrig har heddet andet end Tårnet. Her havde firmaets unge mennesker jo deres værelser, mens de aftjente deres kommislæreplads i Plums Kolonialforretning blandt andet under Anden Verdenskrig.

Tidligere bar hjørnetårnet bogstaverne ”H.B.B.”. Bogstaverne stod for Hans Brøchner Bruun, der var tidligere købmand i ejendommen og bygherre af blandt andet tårnet.

Og de unge mennesker kunne jo ikke – i deres fritid – lade være med at blande sig i den lokale modstand nu engang på deres plan, og de havde da indimellem held med deres initiativ. Men alligevel gik det galt en dag, idet det var efter en af disse indsatser, man opdagede, at der var lys i Tårnet, da de var på vej hjem. Og det viste sig, at tyskerne var i gang med en razzia, og det var jo fatalt og afslørende, at tyskerne fandt en maskinpistol, som en af knægtene havde gemt i sin seng.

Men heldigvis lykkedes det vedkommende at slå alarm, og dermed fik hans dumhed ikke andre konsekvenser, end at de var nogle stykker, der måtte holde sig inden døre i et stykke tid derefter – og naturligvis på en anden bopæl.  

Del denne historie på: