Det bliver dyrere at være bilejer i 2023
Stigende energipriser, inflation og højere afgifter gør det dyrere at være bilejer i det nye år. Selvom udgifterne stiger mest for opladelige biler, er det stadig samlet billigst at køre elbil, viser FDMs store bilbudget for 2023.
Landets bilejere skal gribe en smule dybere i lommerne i år. Det bliver nemlig dyrere at være bilejer i 2023. Helt konkret stiger udgifterne til egen bil i gennemsnit med otte procent. Det viser FDM store årlige bilbudget for det kommende år.
Mest mærkbart er det for plugin-hybriderne og elbilerne, der stiger med 10 procent eller mere, mens benzinbilerne ’slipper’ med tre procent.
Det er en verden med krig, energikrise og stigende inflation, der gør det dyrere at være bilejer. Især kraftige stigninger på energipriserne kan mærkes, men også de løbende udgifter til bl.a. service og vedligeholdelse som f.eks. dæk har fået et nøk opad på grund af inflationen.
”Udgifterne til at holde bil kommer til at fylde mere i familiernes økonomi i det nye år. Baggrunden er en bred palet af årsager, men især udgifterne til brændstof og el gør det dyrere at være bilejer. Også rentebyrden er steget markant som følge af de stigende renter. Er man samtidig blandt de mange, der pendler til arbejde i bil, bliver man ramt yderligere. Det såkaldte kørselsfradrag modsvarer nemlig endnu mindre end tidligere de udgifter, man har til at holde bil,” siger forbrugerøkonom i FDM, Ilyas Dogru.
Når det bliver dyrere at dreje nøglen i egen bil, skyldes det også, at en række afgifter stiger i 2023. Elbiler der koster under en halv million kroner, vil fortsat være afgiftsfrie, mens elbiler, der er dyrere, igen stiger en smule i afgift. Det samme gør plugin-hybriderne afhængigt af bilens pris.
Til gengæld kan benzin- og dieselbilerne se frem til en stigning i den halvårlige ejerafgift. For en almindelig benzinbil vil det betyde nogle få hundrede kroner, mens de ældre dieselbiler vil opleve kraftigere stigninger.
Som tidligere år har FDMs beregnet den samlede pris pr. kilometer for biler i forskellige prisklasser og med forskellige drivmidler, hvis man kører 20.000 km om året over fem år. Med FDMs bilbudgetberegner på fdm.dk er det desuden muligt at beregne sit eget bilbudget, hvor man kan justere på de forskellige værdier.
”Skal man lægge sit bilbudget, er det ikke nok at se på enkeltdele som bilens pris eller brændstofprisen. Man er nødt til at tage alle udgifterne med. Gør man det, er det samlet set billigst at køre elbil. Også selvom bilerne er dyrere at købe, og at elprisen er steget. Faktisk er en elbil til 400.000 kr. samlet 16.000 kr. billigere om året at eje end en benzinbil til samme pris. I det hele taget koster det næsten det samme at eje en elbil til 400.000 kroner som en benzinbil til 300.000 kroner,” siger Ilyas Dogru.