Lars Voldsgård tog uniformen på den sidste onsdag i september

Tommerup

Lars Voldsgaard tog onsdag morgen sin hjemmeværnsuniform på og beholdt den på resten af dagen. Ikke fordi han skulle assistere politiet ved en bevogtningsopgave – som fx da Danmark sidste år lagde asfalt til tre etaper i Tour de France.  Nej, det handlede om at bakke op om det nye initiativ ”Uniform på Jobbet-dag”, hvor hjemmeværnsfolk og andre frivillige gør befolkningen opmærksom på, at de tilhører den tusindtallige skare, der gør en ekstra indsats for at Danmark kan været et trygt sted at bo. 

Lars Voldsgaard, der bor i Tommerup, tilhører også den store skare af pensionister, der lader sofa være sofa og i stedet er aktiv fra morgen til aften. For Lars vedkommende giver han datteren en hånd med på gården, som hun har overtaget efter Lars. Så er han formand for Tommerup Håndboldklubs støtteforening ”Den blå flamme” og aktiv i Hjemmeværnet, bl.a. er han med i staben hos Hjemmeværnsdistrikt Fyn, som har hovedkvarter i Højstrup i Odense. Men Lars tager sig også tid til at få et slag kort og være sammen med veninden i Middelfart. 

Lars Voldsgaard meldte sig ind i Hjemmeværnet, da han 9. maj 1969 fyldte 18 år – i dag er han 72. 

– Det var nok noget med at lege røver og soldater, siger Lars Voldsgaard om sit motiv til at melde sig ind i Hjemmeværnet. 

Fik fysiklærers pistol

Afgørende for Lars var mødet med tidligere modstandsfolk fra den tyske besættelse af Danmark 1940-45.

– Dengang var der stadig en del modstandsfolk, som var med i Hjemmeværnet, fordi de sagde aldrig mere en 9. april (hvor Danmark blev overfaldet af Tyskland og besat uden nævneværdig modstand. Red.). Mange af dem havde våben, som de havde fået som led i modstandskampen, og en del af disse modstandsfolk gav våbnene til unge hjemmeværnsfolk. 

– Da jeg var 23 år og gik på studenterkursus, fik jeg en pistol af min fysiklærer. Han mente, at jeg var en af dem, der ville bruge våben, hvis Danmark igen blev overfaldet. Tænk sig, at en mand, som nok har været 60-65 år, gav sin pistol til en 23-årig, siger Lars Voldsgaard. 

Lars Voldsgaard har for længst skilt sig af med sin pistol. 

– Det gjorde mange af os, da Muren faldt i 1989, siger Lars Voldsgaard. 

Når han tog uniformen på i onsdags, var der en hovedårsag til det.

– Jeg vil godt fortælle, at vi fortsat har brug for et forsvar, siger Lars.

Behøver ikke være slim

Han synes i øvrigt at det er helt ok, at fx ældre hjemmeværnsfolk, der som så mange andre, slæber rundt med 10-20 kilo for meget, viser sig i uniform. 

– Det gælder om at vise, at man ikke behøver være slim for at kunne yde en indsats. Og det gør hjemmeværnsfolk, f.eks. ved at hjælpe politiet med bevogtningsopgaver ved store begivenheder eller hvis der er sprængt en bombe, siger Lars. 

Sidste onsdag i september:  Uniform på jobbet-dag

Den 27. september i år og fremover hver sidste onsdag i september kan alle reservister og frivillige i Forsvaret, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og Kystredningstjenesten bære deres uniform på deres job eller studie.

Uniform på jobbet-dagen er til for at gøre det tydeligt, hvor mange der gør en ekstra indsats for, at vi alle kan have et trygt samfund i Danmark. Vi har ca. 3.000 reservister, der har en rådighedskontrakt med Forsvaret, Hjemmeværnet eller Beredskabsstyrelsen. Hjemmeværnet har ca. 43.000 frivillige, hvoraf ca. 13.000 er aktive. Der er ca. 450 frivillige i Beredskabsstyrelsen, og der er ca. 200 frivillige i Kystredningstjenesten.

Kilde: Forsvaret

Del denne historie på: