Fodplejer og massør har fundet sammen i klinikfællesskab
Tommerup
Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net
Hidtil har Lisbeth Blom og Cecilie Bærentsen drevet klinik fra deres hjemadresser. Nu har de fundet sammen i klinikfællesskabet
Højfynshuset – og det må gerne udvikle sig til et samlingssted for lokalområdet, siger de.
Det var under en fodbehandling, som Cecilie Bærentsen var til hos Lisbeth Blom, hvor snakken gik om, hvad de hver især lavede, at det gik op for de to, at de gik rundt med den samme drøm om et klinikfællesskab. Og de to behandlere lod det ikke være ved snakken. De gik i gang med at finde et sted.
Det et tre et halvt år siden, Lisbeth Blom åbnede klinik på sin privatadresse på Vestervangen, og for et halvt årstid siden startede Cecilie Bærentsen sin klinik, hvor hun tilbyder klinisk- fysiurgisk massage – det vil sige dybdegående massage. Henholdsvis Højfyns Fodpleje og Højfyns Massage.
Nu er har de slået pjalterne sammen i Højfynshuset på hjørnet af Skovstrupvej og Møllebakken, hvor der i tidernes morgen var sygekasse, og siden har været både fotograf og salg af kontorartikler.
Den nuværende ejer, en lokal tømrermester, havde tænkt sig at indrette hele bygningen til lejligheder, men det fik de to kvinder lavet om på.
Mere end et behandlerhus
Visionen er, at Højfynshuset skal være andet og mere, end et sted, hvor de to har deres klinikker.
– Vi har fra begyndelsen været enige om, at vi ville noget mere. Vi ville skabe mere professionelle rammer, men også være et fællesskab for vores kunder og for byen. Det kunne være foredrag, yoga og andet, siger Cecilie Bærentsen.
– Nogle fysiske rammer, som også kan bruges af byen og ikke bare fra 8-16. Et alternativ til forsamlingshuset og skolen, supplerer Lisbet Blom.
De har også tænkt babyrytmik, strikkecafé og en kunde har gjort dem opmærksom på, at det med højt til loftet også kunne være et godt sted at synge.
Aktiviteterne har de tænkt sig skal foregå i det ret store forrum til klinikkerne, som de også gerne vil gøre til et showroom for lokale kunstnere. For eksempel har de indgået aftale med pottemager Lisbeth Kring Jensen, der driver Den DybeTallerken i Tommerup Erhvervspark.
– På den måde kan vi som små lokale virksomheder støtte hinanden, bemærker Cecilie Bærentsen.
– Selv om deres klinikker nu har fået en ny adresse fortsætter de som hidtil. Lisbeth Blom tager stadig ud og behandler kunder i eget hjem, hvis det er det, de ønsker, og Cecilie Bærentsen laver også gerne aftaler med firmaer om at komme ud til dem.
Da Cecilie Bærentsen kun arbejder fire dage om ugen, er der blevet plads til psykoterapeut Susanne Holm, som man fra 3. maj vil kunne booke samtaler hos om onsdagen.
God hjælp fra Udvikling Assens
De to kendte ikke hinanden på forhånd, og det ser de som en fordel.
– Vi har fået rigtig god sparring af Udvikling Assens, som blandt andet lagde vægt på, at vi skulle være ordentlige over for hinanden. Vi også via dem haft en advokat ind over, og vi har fået udarbejdet en samarbejdsaftale. Det har været en kæmpe hjælp, siger Lisbeth Blom.
Med facade ud mod Møllebakken, hvor masser af biler hver dag kører forbi, er de blevet mere synlige for potentielle kunder.
– Mange kører forbi og bare det, at der er fældet en masse beplantning har betyder meget meget. Mange kunder er også glade for parkeringpladsen og venterumemt, hvor der hurtigt er en god snak mellem kunderne, fremhæver Lisbeth Blom.
– Det var jo det, vi gerne ville – være me til at styrke fællesskabet, siger Cecilie Bærentsen.
Du kan læse mere om, hvad de to kan tilbyde på deres fælles hjemmeside hojfynshuset.dk. Der kan man også bestille tid til en behandling, hvad enten det drejer sig om sandalklare fødder eller eller ømme nakkemuskler.