Flot sæson-start i teknik-taekwondo

Tommerup

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Taekwondo-sæsonen er gået i gang igen og lørdag den 27. januar blev årets første Teknik-stævne holdt i Munkebo. 

Teknik-disciplinen kan sammenlignes lidt med fri program på gulv i gymnastik-sporten eller isdans. Der laves en serie på gulvet hvor der lægges vægt på korrekt udførelse, teknisk kunnen, kraft, udstråling m.m.  Det fortæller Tommerup Taekwondoklub, som havde tre deltagere med i stævnet, der alle deltog i den individuelle disciplin. 

Marie Hoffmark i gruppen; ”Rød bælte-rød med 3 sorte snipper, Piger 12-14 år”.  Hun er lige rykket op i denne gruppe, som altid en ualmindelig stærk gruppe, da gruppen er den sidste inden sort bælte kategorien. Marie var tæt på at kvalificere sig til finalen. 14 kæmpere deltog i gruppen. 

Freja Ottesen i gruppen; ”Rød bælte-rød med 3 sorte snipper, Piger 12-14 år”. Hun er lige rykket op i denne gruppe og nåede finalen, men sluttede dog udenfor medaljerækken. 

Caroline Hoffmark – Rød bælte-Rød med 3 sorte snipper,  Damer 31 år +. Caroline har kun fire stævner i bagagen, men hun havde trænet målrettet mod dette stævne og fik belønning for indsatsen. – Hendes fokus og udstråling på banen var imponerende, og hendes teknikker, især håndteknikkerne, var ualmindelig skarpe. Hun vandt helt fortjent guldet, skriver Tomemrup Taekwondoklub.

Caroline er 40 år og mor til Marie. Hun startede oprindeligt på familieholdet sammen med Marie og siden hen begyndte hun så at træne selv på voksenholdet.  

Marie og Freja har de sidste par år deltaget i flere stævner, hvor klubbens fokus har været at fremme personlig udvikling hos børnene, fremfor hvilken placering, de har fået. 

Dette er med til at fastholde børnenes motivation til at dyrke sport og finde glæden i at udvikle deres selvværd og selvtillid. Det kræver mod at stille op til konkurrencer, og i træningen op til, arbejdes der på at styrke børnene både fysisk og mentalt. I klubben er der især fokus på sammenhold, styrke og selvtillid. Klubben dyrker de gode relationer mellem trænere, udøvere og ikke mindst de mange frivillige, der er med til at skabe fællesskabet. 

Næste Teknik-stævne er Esbjerg Cup 24. februar

Del denne historie på: