Næsten halvdelen er udlejet
Tommerup St.
Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net
Der er efterspørgsel på lejeboliger i Tommerup St. Sådan ser det i hvert fald ud, når man ser på, hvordan det går med udlejningen af de 57 boliger i Buchwaldshave, et nyt boligområde på den gamle erhvervsgrund tæt ved stationen, indkøb, skole med mere.
Mere end et år før byggeriet er lovet færdigt – i september og oktober 2025 – er næsten halvdelen af boligerne udlejet, og det er især de største, og lejligheder uden overboere, de kommende lejere har villet sikre sig. Således er der ikke flere fire og femværelses på henholdsvis 98 og 113 kvadratmeter til leje.
Tilbage er treværelseslejligheder på mellem 63 og 91 kvadratmeter, hvoraf de fleste er etageboliger med en lejlighed i henholdsvis over- og underetage og udvendige trapper.
I alt 24 boliger er p.t. udlejet, mens der endnu er 33 ledige.