Formand: – Den sidste cykelsti i lang tid, efter min mening

Tommerup St./Vissenbjerg

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Formand for Miljø-, Teknik- og Planudvalget Jens Jakobsen (V) er sikker på, at Tommerup-Vissenbjerg cykelstien er en god investering, 

men herefter skal pengene gå til asfalt på vejene, mener han.

25 millioner kroner, er det ikke mange penge at poste i en cykelsti, hvis antallet af cyklister, der anvender dem er faldende, som målinger på flere af kommunens cykelstier viser, spurgte vi formand for Miljø-, Teknik- og Planudvalget i Assens Kommune, Jens Jakobsen. Men lige når det gælder den kommende cykelsti mellem Tommerup St. og Vissenbjerg er han ikke enig.

– Vi kan jo se foran skolerne, hvor mange børn der bliver kørt dertil af deres forældre i stedet for, at de cykler. Og dertil er der mange, der får en bil, så snart de fylder 18, men omvendt har ruten mellem Tommerup og Vissenbjerg stort potentiale. Der vil være mange i midten (f.eks. Skalbjerg red.), der kommer til at bruge den, siger han.

– Denne sti giver god mening, og den har potentiale. Der er mange fra Vissenbjerg, der også bruger Tommerups dagtilbud og for eksempel svømmehallen i fritiden, og mange fra Tommerup går også til sport i Vissenbjerg. Jeg tror cykelstien kan være med til at skabe en synergieffekt.

– Men når det er sagt, så er det min personlige holdning, at dette bliver den sidste cykelsti i lang tid, for nu skal vi bruge flere penge på at gøre asfalten bedre. Vi skal også prioritere vores veje, siger han.

Del denne historie på: