Beboerne er bekymrede: Parkvej bliver adgangsvej til nyt stort boligområde

Tommerup St.

3. april 2022

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Beboere langs Parkvej i Tommerup St. er ikke ligefrem vilde med udsigten til, at der skal etableres et nyt stort boligområde ved Tallerup Søerne – primært fordi Parkvej er udset som adgangsvejen til området – det giver tung trafik i byggeperioden, ligesom beboerne også kommer til at leve med noget mere trafik på vejen, når området, der får plads til 70-80 byggegrunde er færdigudbygget.

Brug Appevej

Ikke så overraskende var det derfor især de kommende naboer fra Parkvej og tilstødende vænger, der var mødt op, da Assens Kommune inviterede til borgermøde om den kommende udstykning.

En tilhører kom meget hurtigt med en bemærkning om, at det var “helt åndsvagt” at lade Parkvej være adgangsvej og slog til lyd for, at det i stedet blev Appevej, som området også grænser op til. Men det vil både blive en svær og dyr løsning – og noget af en omvej for beboerne, der jo kommer til at bo i stationsbyen lød det kommunale svar på det forslag.

– Vi har allerede vurderet tre-fire vejløsninger. Har I et bedre forslag, så beskriv det og send det ind, lød opfordringen fra trafikchef Jane Willander.

Den opfordring gjaldt også en anden tilhører, der var ked af, at udsigten i Parkvejs forlængelse mod skovbrynet nu bliver dækket af parcelhuse. Hun ville hellere lige det sted kunne kigge på græssende heste, sagde hun. Måske kan hun få sit ønske opfyldt, bebyggelsesplanen ligger endnu ikke fast.

Forslag inden 1. april

Der er lige nu tale om en foroffentlighedsfase forud for udarbejdelsen af et kommuneplantillæg og en lokalplan, og alle med forslag til ændringer kan sende dem ind inden 1. april. Det behøver ikke være langt og velformuleret, bare et par linjer kan være nok, lød det fra kommunens repræsentanter, der lovede at tage alle indlæg med i overvejelserne, når vejadgang og bebyggelsesplaner laves.

En tilhører efterspurgte kompensation for de forringelser der vil ske for beboerne på Parkvej.

– Vi kan ikke undgå en forringelse i vores huse. Når en bygherre skal tjene penge, kommer der så en kompensation til os, spurgte han.

En fantastisk gave

Det fik et par medlemmer af lokalrådet til at reagere.

– Jeg er med i lokalrådet. Det er vores ide, som Niels (Niels Pedersen, Miljø Bo red.) har bidt på. Det er Niels’ fantastiske gave til os, sagde den ene og blev af et andet lokalrådsmedlem suppleret med:

– Vi har manglet byggegrunde, folk leder efter noget her i området ugentligt. Vi har været efter kommunen, fordi den ikke vil prioritere det. I får også fordele for handels og foreningslivet og måske halvtimesdrift med toget. 

Det kan modsat blive en meget kedelig by, hvor Brugsen er væk, og der kun er Rema tilbage, sagde han og gjorde opmærksom på, at det var borgere i byen, der selv havde peget på området for fem-syv år siden.

Begynder i syd

Det bliver den sydlige del af området, der byggemodnes først. Her bliver plads til omkring 30 parcelhusgrunde. Når de er etableret og allerede her vil Assens Kommune stille krav om, at der etableres en form for chikaner, der dæmper trafikken på Parkvej. Når der tages fat på 2. etape, vil der blive stillet krav om trafiklys ved Parkvejs udkørsel til Tallerupvej.

Fakta

Øst og syd for Tallerup Søerne vil Miljø-Bo A/S udstykke 70-80 byggegrunde fortrinsvis til parcelhuse. Størrelsen bliver 700-1100 kvadratmeter.

Adgangsvej – Parkvej.

Der etableres grønne fællesarealer og stiforbindelser til søerne, der samtidig skal fungere som afvanding.

Der etableres støjvolde mod jernbane og Tommerup St. Varmeforsynings anlæg.

Lokalplanen forventes færdig tidligt til efteråret. Herefter vil byggemodningen tage tre måneder.

I forbindelse med 1. etape (ca. 30 grunde mod syd) vil Parkvej blive trafiksaneret.

Ved 2. etape stilles krav om trafiklys i krydset Tallerupvej/Parkvej.

Høringsfrist i foroffentlighedsfasen er 1. april.

Der vil komme endnu en høring i forbindelse med vedtagelse af lokalplanen.

Del denne historie på: