Hos Tania og Oliver kan du leje dit juletræ

Skovsby

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Lej et juletræ og lever det tilbage til naturen efter brug. Det er tanken bag Guldhøjs Juletræer, et nyt foretagende, der har netop har set dagens lys.

Idekvinden bag er Tania Jensen, der sammen med sin mand Oliver Kraus bor på et idyllisk lille landsted på Rønholtvej 6 i Skovsby nord for Vissenbjerg.

Hun kalder sig selv en iværksættertype. Hun driver en privat vuggestue i Odense, opdrætter basset hunde og grand danois’er foruden heste af racen dansk varmblod og vasker hestedækkener, så egentlig skulle hun have nok at se på.

Men tanken om alle de juletræer, der bare bliver smidt ud efter jul og i bedste fald bliver hugget til flis, gav hende en ny og mere klimavenlig ide. Hvorfor ikke leje juletræer ud?

Hun fandt ud af, at andre har tænkt den tanke før, så træerne får de leveret fra Kirstineberg på Falster, som er specialiseret i produktion af pottedyrkede grantræer, hvor rødderne får lov at udvikle sig, og eksporterer til både Tyskland og England.

Træerne er fem-otte år gamle alt efter størrelse og fås fra en til halvanden meter i højden plus pottens højde. Så det er ikke træer, der når loftet.

Vores kundegruppe er nok dem, der ikke holder jul hjemme, men gerne vil have et juletræ alligevel, og dem, der bor i lejlighed, som ikke har så meget plads, siger Oliver Kraus.

Tanken er, at man enten kan få det leveret tidligt og have det stående udenfor med lys, indtil julen nærmer sig, og man tager det ind og pynter det, eller man kan få det leveret tættere på jul. Parret tilbyder også at hente træerne igen. Herefter plantes de ud i potter nedgravet til formålet, så de kan vokse videre til næste jul og gøre nytte ved at optage CO2 fra atmosfæren.

– Vi satser på, at det kan lejes ud i to-tre sæsoner, før det skal udplantes permanent, siger Tania Jensen.

Med træet følger en pasningsvejledning, for det er vigtigt, at det ikke står for tæt op ad en varm radiator, og at det vandes regelmæssigt, mens det står indendørs.

Det koster 399 kroner at leje et juletræ, men de tager også længere tid om at vokse sig klar til salg i potter, til gengæld er der næsten 100 procents garanti for at de kan klare at blive udplantet igen.

Retronisser og gamle glaskugler

Som et ekstra trækplaster har Tania Jensen indrettet en lille julebutik, med genbrugspynt. Noget er fundet i genbrugsbutikker, andet købet på nettet.

Her kan man finde nisser i næsten alle afskygninger, blandt andetgamle tyske porcelænsnisser fra 1930’erne og 40’erne, glaskugler til træet, der også snart runder de 100 år, ting man nikker genkendende til fra barndommen lidt færre år tilbage, og så har Tania lavet samlesæt til juledekorationer, hvor fade eller potter er nøje afstemt i farverne med lys og pynt.

Der følger også en klump ler med, og i en kurv fyldt med gran og grene kan man frit forsyne sig, når man køber et dekorationskit.

Når Tania finder nogle af tingene på nettet, kan hun konstatere, at priserne på meget af det ligger tårnhøjt. Men det skal ikke være dyrt i hendes butik, fastslår hun.

– Det er lavet for hyggens skyld, og for at give folk en ekstra oplevelse, når de kommer og kigger på juletræer, uddyber hun.

Der er åbent i såvel julebutik som for udlejning af juletræer fredag, lørdag og søndag klokken 11-17.

Del denne historie på: