Wienerschnitzel og John Mogensen-hitparade
Sandager Kulturhus lørdag 29. oktober
”Der er fut i fejemøget, når Sofie smider tøjet,
springer op og åbner ballet med en GO GO.
Der er gang i klarinetten, når hun vrikker med rumpetten.
Folk er vilde når Sofie danser GO GO”
John Mogensen var på vej til at blive 49, da han døde 10. april 1977. Et alt for kort og måske også et alt for hektisk liv var slut. Men et væld af de sange, som han skrev og indsang, levede videre og er fortsat på læberne hos mange af os.
Lørdag 29. oktober kan man opleve John Mogensen-kopibandet JMs Lille Bigband åbne aftenen i Sandager Kulturhus med en gogo – og hvis ikke, en af de mange andre hits, som John Mogensen stod bag.
Sandager Kulturhus har nemlig spisning og livemusik på programmet lørdag 29. oktober fra klokken 18.30.
Aftenen begynder med spisning, og det er wienerschnitzel – leveret af Assens Bowlingcenter – som kommer på tallerkenerne. Og så er det, at JMs Lille Bigband tager over.
I pausen kan man nyde en kop kaffe med æblekage. Æblekage skal dog forudbestilles.
Sandager Kulturhus finder man på Torupvej 1 i Sandager.
Billetprisen er på 200 kroner og omfatter mad og musik. Dvs. der skal betales særskilt for øl, vand og vin.
”Så længe jeg lever, så længe mit hjerte slår
Så længe vil jeg elske dig
Men du er en rullesten, du har ikke nok i én
Derfor må du gå din egen vej”