Søndagsmatine med Fiolministeriet

Magtenbølle

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Sulelængen i Magtenbølle holder 14. juli sin anden søndagsmatiné i rækken af matinéer i juli. Denne gang er det Fiolministeriet, som underholder.

Fiolministeriet består af Kirstine Sand, violin og sang; Ditte Fromseier, bratsch, violin og sang og Kirstine Elise Pedersen, cello og sang.

De tre musikere spænder over både klassisk og folkemusik lært og praktiseret i Danmark og det store udland. 

Det var deres fælles kærlighed til den allerældste danske folkemusik, der førte dem sammen. 

– Vi mærkede straks, at vores tre instrumenter var skabt til at spille sammen, og vi nyder at kunne dykke ned i strygeruniverset, og de mange musikalske muligheder det giver os, siger Kirstine Sand. 

Fiolministeriet har bl.a. spillet på Tønder Festival, North Atlantic Fiddle Convention (UK), Førde Festival (N), Folk Baltica (DK/D) og Nisswa Stämmen (USA).

Entreprisen er 100 kr. for medlemmer af foreningen Sulelængens Venner. Ikke-medlemmer betaler 150 kr.

Der er kaffe på kanden og kage på fadene – og et glas vin eller kolde øl og vand går man ikke forgæves efter.

Sulelængen i Magtenbølle er støttet af bl.a. Statens Kunstfond og Assens Kommune

Tilmelding nødvendig til magtenboelle@gmail.com  eller sms 29615859.

Del denne historie på: