Hørvævsmuseet klar til julesalg

Krengerup

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Selv om den stadig synes at være et sted langt ude i fremtiden – julen – så er det ved at være tiden for julebasarer og juleudstillinger, også på Hørvævsmuseet, der 11.-12. og 18.-19. november åbner dørene for sit traditionsrige julesalg.

– Vi har pyntet op med gran og julepynt, og glæder os til at sprede julestemning, lyder det i en pressemeddelelse.

Der skulle være mulighed for at finde unikke julegaver og julepynt med historie i de mange boder og sågar ideer til julepynt i klimavenlige materialer.

Vævede tekstiler, strik af uld fra lokale fåreavlere, pileflet, smykker, sæber, trævarer med meget mere byder sig til i boderne. Vil man selv i gang med gaveproduktionen er der også mulighed for at købe hør i metermål.

Bliver man sulten undervejs, er der råd for det i caféen, hvor der kan købes både lette frokostretter, pandekager, kage samt varme og kolde drikke.

Hørvævsmuseet finder man på Nårupvej 30, og julesalget er åbent klokken 10-16 alle nævnte dage.

Entréen er gratis, og dog er der mulighed for at vinde en præmie på indgangsbiletten. 

Del denne historie på: