Fragmenter af en landbokultur gennem 200 år

Krengerup

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Indtil 14. juli viser Hørvævsmuseet udstillingen: ”36 Håndklæder. Fragmenter af en Landbokultur” af kunsthåndværkeren Susanne Nielsen.

Susanne Nielsen fra Stevns har tidligere boet 24 år på Fyn, og flere af de gamle hørhåndklæder, som indgår i udstillingen, stammer fra Tommerup Hørfabrik. Det skriver Hørvævsmuseet i en pressemeddelelse.

Disse håndklæder har kunstneren fået af familier fra Assens, Stevns og Østjylland; alle steder dyrkede man hør, som efterfølgende blev sendt til forarbejdning i Tommerup. Udstillingen er en fortælling om de store forandringer, der er sket i landbokulturen gennem ca. 200 år. Fortalt i broderi – et langsomt medie – derfor har projektet også været undervejs i 15 år. 

En sjællandsk landsbyhistorie udfoldes ved hjælp af gamle bykort samt tekster om landsbyens udskiftning, der fandt sted i 1796. En samling breve, skrevet i 1950-erne af kunstnerens mor, fortæller i detaljer om landhusmoderens arbejde. 

De udvalgte, broderede citater fra brevene omhandler slagtning, høst, roelugning, storvask, etablering af frysehus og meget mere. Desuden er en række familiebilleder fra perioden 1903-2001 trykt i stort format på en del af håndklæderne. 

De enkelte håndklæder repræsenterer en mangfoldighed af vævebindinger, kvaliteter og navnemærkninger. Fra ubrugte håndklæder til helt tyndslidte og hullede. Til sammen udgør de en underliggende fortælling i værket. 36 håndklæder – fragmenter af en landbokultur, er ikke kun en dokumentation af en forsvunden landbokultur, det er et værk, hvor den enkelte kan spejle sig selv og sine egne erindringer.

Susanne Nielsen fortæller om værkets tilblivelse den 15. juni kl. 11 i forbindelse med ferniseringen og igen den 14. juli kl. 14.

På museet kan man også opleve den spanske kunstner Francesca Piñol, der hele sæsonen viser udstillingen ”A fabric of Landscapes” – Vævninger med inspiration i naturen samt udstillingen ”Tråde til tøj”, som sætter fokus på det tøj vi går i og hvor det kommer fra. Endelig fortsætter sidste års udstilling, ”Fra strå til stof” om hørindustrien i Tommerup frem til og med 4. juli.

Hørvævsmuseet ligger på Nårupvej 30, Krengerup, Glamsbjerg og har i juni, juli og august åbent alle dage undtagen mandag klokken 13-17. Museet rummer ud over udstillingerne også en butik med unikke varer og en café.

Del denne historie på: