Få et kik ind i et arbejdende museum
Hver onsdag i juli kan man opleve alt det, de frivillige på Hørvævsmuseet arbejder med.
Tager man imod tilbuddet om at få en rundvisning på Hørvævsmuseet, får man et fint indtryk af vævningens historie og hørproduktion i gamle dage.
Hvis man for alvor vil opleve, hvad de mange frivillige, som driver museet, arbejder med, skal man besøge museet en onsdag i juli.
Her kan man nemlig opleve Hørvævsmuseet og dets frivillige i arbejdstøjet, for der vil være gang i de mange funktioner, der hører til på stedet.
– Hørvævsmuseet råder over syv gamle maskinvæve – de fleste styrede af hulkort. Dem forsøger vi at holde i gang. Det vil sige, at vi væver på vævene, når de vil samarbejde, og ellers reparerer vi dem, når de gør knuder.
Til væveriet hører også spolemaskiner til garn, reparation af ødelagte hulkort og – ikke mindst – en pudsestue, hvor de vævede stoffer bliver gået efter for fejl, før de ender i museumsbutikken, skriver Hørvævsmuseet i en pressemeddelelse.
Før maskinvævens tid var vævning håndarbejde, så en del frivillige er beskæftigede med at forarbejde hør, spinde på rok og væve på håndvæve. Der vil også være mulighed for at høre om museets skoletjeneste og aftenskole.
Det arbejdende museum vises frem onsdage i juli klokken 13-17. Det vil være forskelligt, hvad der foregår de enkelte dage, men fælles er, at de frivillige er klar til at vise og fortælle. Og der er naturligvis også åbent i museumsbutik og café.
Hørvævsmuseet ligger på Nårupvej 30, hvor det holder til i en længe på Krengerup ved Glamsbjerg. I juli og august holder museet åbent tirsdag-søndag – alle dage klokken 13-17.

