Mød Berit og Niels, der har renoveret gammel gård med gamle metoder

Køng

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Det handler om renovering af gamle huse når Den Gyldne Gås, som man finder på Ådalen 14 i Køng, byder på foredragsaften torsdag 15. juni.

Der bliver både lejlighed til at kigge nærmere på og høre om Hans Krogs unikke kunstbygning, der er rammen om aftenen, og til at møde Berit og Niels Juhler Gredal, der fortæller om deres arbejde med at renovere Lydinge Aagård mellem Ringe og Krarup. Det gør de efter alle kunsten regler med gamle metoder og materialer, som de mener stadig er relevante i 2023.

– Vi flyttede hertil fra en landsby syd for Køge, hvor vi også havde ombygget et hus på almindelig vis og med almindelige materialer og metoder som dampspærre af plast, fibergips og mineraluld, men da vi kom hertil, ændredes noget. Vi kunne se, hvordan den gamle gård kræver en helt anden tilgang. Af og til siger vi, at huset viser os vejen. Nu bygger vi udelukkende i ler, kalk, træ og linolie, sier Berit Juhler Gredal.

Martin Mulvad Ernst, der er næstformand i den selvejende institution Den Gyldne Gås, tror, at foredraget kan inspirere mange til at tænke i en mere bæredygtig retning, når de renoverer.

– Der gemmer sig mange holdninger bag, når vi vælger, hvordan vi bor. Måske har vi også fordomme. Kan man overhovedet leve et moderne liv i et gammelt hus? Hvad er sundt at bo i og hvad med økonomien, siger han.

Berit og Niels Juhler Gredal har lovet at medbring billeder med konkrete eksempler på, hvordan de renoverer.

Arrangementet begynder klokken 19, og da der er begrænset plads, skal man melde sig til på mail: info@dengyldnegaas.dk, det foregår efter først til mølle-princippet.

Fakta

Den Gyldne Gås er en selvejende kulturinstitution etableret i juni 2022 efter testamentering fra kunstner og arkitekt Hans Krog. Institutionen består af kunstbygningen Den Gyldne Gås på Ådalen 15 og Hans Krogs bolig på Byvejen 74 i Køng. Institutionens formål er at danne ramme om kulturelle aktiviteter, udstillinger, koncerter, foredrag og refugieophold.

Del denne historie på: