De debuterede i Carnegie Hall – nu kommer de til Haarby

Haarby

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Helnæs Kultur- og Musikforening er værter for en koncert med en klassisk duo bestående af cellisten Tobias van der Pals og pianisten Pål Eide. Begge har givet koncerter rundt om i Europa i flere end 20 år. For to år siden debuterede de som duo i verdens mest ikoniske koncertsal, Carnegie Hall i New York, på lørdag 31. august kan de opleves i Haarby Kirke.

Haarby Kirke har et smukt klingende koncertflygel, og det vil være den perfekte ramme om duoens koncert, lyder det i pressemeddelelsen fra arrangøren.

På programmet står blandt andet værker af komponisten Leopold van der Pals, en slægtning til Tobias van der Pals. Jean Sibelius og Evard Grieg står også på programmet.

Tobias van der Pals er svensk, men uddannet fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i København og efterfølgende i udlandet. Pål Eide, der er norsk født, er uddannet i henholdsvis København og Oslo. Han er bosat i Danmark, hvor han også debuterede fra solistklassen i København i 1997.

Koncerten begynder klokken 15.30, dørene åbnes en halv time før.

Pladsreservation sker på www.helnaeskultur.dk eller på telefon 61 73 45 40. 

Del denne historie på: