Nyt lyskryds i Grønnemose ikke nok

Grønnemose

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

– lokalrådet ønsker bump og venstresvingsbane

Hen over de seneste par måneder, har Assens Kommune arbejdet på at etablere et nyt signalanlæg i krydset ved Gammel Hovedvej/Gelstedvej/Skolevej i Grønnemose.

Lyskrydset er nu færdigt og blev taget i brug for et par uger siden. 

– Anlægget er etableret som et led i den rivende udvikling som Grønnemose inde i, hvor flere virksomheder og restauranter ønsker at holde til ved afkørsel 55, og der derfor er en kæmpe erhvervsudvikling i gang både nord og syd for motorvej E20. Signalanlægget skal være med til at sikre fremkommeligheden nu og i fremtiden, så den positive udvikling kan forsætte, fortæller projektleder i Assens Kommune, Erik Nielsen. 

Inge Bünning, der er formand for Rørup Lokalråd, glæder sig over det nye signalanlæg, men hun mener ikke Assens Kommune er i mål med hensyn til at dæmpe og regulere trafikken. 

Anlægsarbejdet i forbindelse med den nye dobbeltsporede jernbanelinje mellem Odense og Middelfart betyder, fortæller lokalrådsformanden, at et stort antal lastbiler adskillige gange i timen henter grus i en grusgrav i Aalsbo Banker, hvilket giver en voldsom belastning af vejene omkring Rørup og Grønnemose. Derfor ønsker lokalrådet, at Gelstedvej får en række bump, som kan dæmpe trafikken.  Bump, som også har sin berettigelse, når anlæggelsen af jernbanen er slut. Således vil alene FTZ genere en betydelig trafik. 

Lokalrådet har desuden et stort ønske om at få anlagt en venstresvingsbane ud for nummer 25-27 på Gl. Hovedvej set fra øst mod vest. 

Biler, der kommer fra øst og, og spontant beslutter sig for at besøge McDonald’s eller for at få bilen ladet op, laver pludselige opbremsninger for at svinge til venstre, fortæller Inge. Videre er tankstationen Go On storleverandør af brændstof til lastbiler, som skal bruge samme indkørsel.

– Det giver store udfordringer på Gl. Hovedvej, især i myldretiden og ikke mindst for cyklisterne, når bilerne kører ind over cykelbanen for at komme højre om de, der venter på at svinge til venstre, har Inge Bünning skrevet til Vej og Trafik, Assens Kommune. 

Del denne historie på: