Norlys på vej med ladepark, restaurant og oplevelsescenter ved Grønnemose
Ladeparken bliver en af 15 planlagte Norlys-ladeparker
Energi- og telekoncernen Norlys har netop indviet sin første ladepark, som har fået plads på Drejerbænken i Odense.
Fyn får endnu en Norlys-ladepark, nemlig ved Grønnemose, som allerede nu er et trafikalt knudepunkt med tankanlæg, ladestandere, fast food og vaskehal.
Norlys er i øvrigt på vej med indtil videre 15 ladeparker landet over.
Energi- og telekoncernen har endnu ikke offentliggjort detaljer om anlægget ved Grønnemose, men hvis man antager, at anlægget er af samme kaliber, som det netop indviede bliver der tale om en ladepark med 10 stk. 300 kw-lynaldere, hvor 20 elbilister kan lynlade samtidig.
Grønnemose-ladeparken fremgår det af en pressemeddelelse fra Norlys, vil blive opført som et ”pusterum” med restaurant, hvor der kan købes drikkevarer, mad og snacks, videre at bilisterne får mulighed for at strække ben på et grønt område.
– Vores lynladere er hurtige, men det tager bare lidt længere tid at lade end at tanke en traditionel brændstofbil. Vi indretter derfor vores ladestationer sådan, at du ikke skal sidde og trille tommelfingre eller jonglere med børn, der keder sig på bagsædet. Vi håber med vores koncept at sætte en helt ny standard for, hvordan man skaber ”ladeglæde” og derved motiverer endnu flere danskere til at tage springet til elbil, siger Ellen Trolle, som er direktør for Norlys.
Jagten på den gode energi
Norlys har derfor indgået et samarbejde med Experimentarium, som udvikler en række aktiviteter tæt ved ladestanderen.
Fem af de 15 lokationer – herunder Grønnemose – vil blive udstyret med et helt særligt oplevelsesunivers under temaet ”Jagten på den gode Energi”, hvor Experimentarium har udtænkt og designet et oplevelsesunivers med interaktive aktiviteter, der sætter fokus på en grøn fremtid.
– Vi håber selvfølgelig, at når børnene i fremtiden spotter det røde Norlys-logo fra bagsædet, så vil de tigge deres forældre om at tage ladepausen hos os, fordi vi gør det sjovt og inspirerende at holde pause. Vi håber, at vi kan sætte tanker i gang hos store som små og give inspiration til gode dialoger i bilen på vejen videre, siger Ellen Trolle.
Det er tegnestuen ADEPT, som i et tæt samarbejde med Norlys står bag formgivningen af Norlys’ ladeparker.