Gelsted Marked – nu også med barnedåb
Gelsted
23. august 2026
Af Michael Lorenzen – ml@folkebladet.net
Den kun dage gamle Jackie blev døbt under markedsgudstjenesten i Rockteltet
Gelsted Marked udvikler sig konstant. Siden genstarten oven på de forfærdelige coronaår har der været afviklet gudstjeneste i rockteltet, og i år kunne man for første gang nogensinde opleve en barnedåb her. Det lokale par Josefine og Thomas Tayler fik søndag døbt deres blot ni dage gamle datter, Jackie, ved gudstjenesten, som sognepræst Kim Jacobsen fra Gelsted Kirke stod for.
– Thomas har været med ved Gelsted Marked fra starten, så vi synes, at det var et passende sted nu, hvor det endelig er lykkedes for os at blive forældre, fortalte Josefine Tayler til Folkebladets udsendte.
Efter gudstjenesten var det også tid til lidt hjertelige driller mellem præsten og nogle af ”landevejens farende svende”, heriblandt ”Langben” og ”Høvlen”, som var i selskab med deres hunde ”Brøndum” og ”Fridag”.
Hvis man havde lyst til at blive introduceret til skakspillet, stod Indslev Skakklub klar og sågar med en håndgribelig udfordring. Havde man mod på en dyst mod formanden, Andrew Velarde, og kunne man besejre ham, ville det udløse et gratis medlemskab af skakklubben.
– Der har nu ikke været så mange, og kun en enkelt har udfordret mig. Jeg har vundet alle partierne, påpegede Andrew Velarde.
På markedet kunne man også møde Simon Marcussen fra Ejby og hans datter, Victoria, på fire, som begge fik stillet tørsten med en sodavand ved en bar, som Rune Hemmingsen fra Gelsted Skytteforening havde vagten i.
Folkebladet talte med flere kræmmere, som kunne berette om en rigtig fin lørdag, mens fredagen nok bar præg af, at der var skruet ganske godt op for blusset, når det gælder varmegrader.
Og gæsterne – ja, især dem med is i maven kunne søndag forhandle sig til nogle virkelig fine priser, efterhånden som afslutningen nærmede sig.




