Skoleelever får gratis adgang til Shrek

Frøbjerg

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Frøbjerg Festspil inviterer alle unge i de kommende 6. og 7. klasser i Assens Kommune til at se ”Shrek – The Musical” til august.

Når årets forestilling bliver spillet, er der gratis adgang til en valgfri forestilling. Det gælder for alle de elever, der efter sommerferien går i 6. og 7. klasse i en af skolerne i Assens Kommune – både de kommunale og privatskolerne. 

Tilbuddet er en del af den driftsaftale, som er indgået mellem Assens Kommune og Frøbjerg Festspil. Formålet med aftalen er bl.a. at understøtte den konkrete udmøntning af ”Kultur som drivkraft”, Assens Kommunes kulturpolitik og kulturstrategi. Hensigten er at stimulere børns og unges interesse for at være med i et fællesskab – på scenen eller bag scenen – hos Frøbjerg Festspil eller andre – nu eller senere i livet. Det skriver Frøbjerg Festspil i en pressemeddelelse. 

Kultur i handling

– Vi opnår en stor glæde ved at være med til at få Assens Kommunes kulturpolitik til at leve og virke. Ord i en politik gør det ikke alene. Der skal understøttelse og handling til. Det bidrager vi i al beskedenhed med, synes jeg, siger Knud Møller, der er formand for Frøbjerg Festspil.

Han kan se mange fordele ved, at de unge kommer ud og oplever Shrek og hele miljøet omkring Frøbjerg Festspil. 

– Helt overordnet håber jeg da på, at de unge finder glæde ved – lidt fint sagt – at komme i teatret.

Det er da også et håb, at nogle af de unge selv får lyst til at være med. Først på Teaterskolen og senere i sommerspillet, siger formanden.

Inspiration til de unge

En forening som Frøbjerg Festspil har omkring 300 frivillige tilknyttet, og det kræves der for at kunne få løst alle opgaverne i forbindelsen med så stor en forestilling, der spiller så mange gang i løbet af august.

– Det vil da også være dejligt, hvis vi kan inspirere nogle af de unge til senere i livet at yde noget frivilligt arbejde – og så må det da gerne være hos os, siger Knud Møller.

Plads til flere elever

Eleverne kan vælge mellem alle de forestillinger der bliver spillet, og sidste år var første gang, at tilbuddet blev givet til eleverne.

– Der var omkring 125 unge sidste år ude og se ”Grease”. Det var ikke helt så mange, som vi havde ønsket, men måske skal initiativet lige blive mere kendt blandt eleverne, siger han, og formanden fortæller, at Assens Kommune har været meget tilfreds med initiativet.

De unge får en invitation med en personlig kode, der giver dem gratis adgang til en valgfri forestilling.

Frøbjerg Festspil opfører musicalen ”Shrek – The Musical” på Frøbjerg Bavnehøj i perioden 10. – 26. august 2022.

Del denne historie på: