Shrek: Trolde indtager Frøbjerg Bavnehøj i 2023
Billetsalget til ”Shrek – The Musical” på Højen er gået i gang
Ovenpå årets hitmusical ”Grease”, der blev et kæmpe tilløbsstykke med knap 17.500 tilskuere og fantastiske anmeldelser i både pressen og blandt publikum, bevæger Frøbjerg sig nu over i eventyruniverset.
– Og det er ikke “bare” et klassisk eventyr – slet ikke. Her er der i den grad noget at hente for både børn, unge og voksne – og selvfølgelig også de voksnes forældre, siger Knud Møller, formand for Frøbjerg Festspil og fortsætter:
– Vi glæder os til at kaste os over det skønne eventyr, der er smækfyldt med alverdens eventyrfigurer, en vanvittig hersker, et talende æsel, en pruttende prinsesse og en stor grøn trold, der hedder Shrek.
Antihelt uden pli
Musicalversionen af ”Shrek” er en bearbejdelse af filmen af samme navn – en film der vendte op og ned på opfattelsen af vores elskede eventyrfigurer, og – ikke mindst – gjorde op med billedet af den perfekte helt. Shrek er hverken smuk, social eller sympatisk – tværtimod. Han er i den grad en antihelt; stor, overvægtig, grøn og uden pli – en trold der bøvser, prutter og spiser skrubtudser, og ydermere overfuser alle der kommer på tværs af hans ensomhed.
– Sarkasmen, ironien og satiren er til at få øje på gennem hele forestillingen, og det ligger jo faktisk lige til højrebenet for os danskere; vi har i bund og grund en herlig humor og er ikke bange for at lade smilet og grinet få masser af plads i hverdagen, siger han.
Humor og flotte dansescener
Udover de mange skæve og skøre figurer, en humoristisk dialog og de store flotte danseoptrin, beriges man også med en vifte af gode numre, der kommer hele vejen rundt i rock-, pop- og musicaluniverset.
– Samlet set er det en underholdende og stærk musical, der spiller på både smilet, underfundigheden og denne sunde morale; du skal turde stå ved dig selv, og du er god nok uanset, hvordan du ser ud, og hvad du har på hjerte, understreger Knud Møller og tilføjer:
– Det er jo et rent drømmescenarie for enhver, der elsker fis og ballade, skøn musik, gode sange og sprudlende dans…og det gør vi vel inderst inde alle sammen, fastslår Knud Møller.
Formanden oplyser, at billetsalget til ”Shrek – The Musical” er åbnet. Mere info og billetbestilling på www.frobjerg.dk