DEN GODE HISTORIE

Aarup

Artiklen er skrevet for Aarup lokalhistoriske Arkiv af Hans W.

Fyens Diskonto Kasse til ”Kasernen” 1958

I 1958 havde Fyens Diskonto Kasse i nogen tid arbejdet på at overtage Banken for Aarup og Omegn, men den 16. maj kunne diskontokassens to direktører meddele, at planerne ikke blev til noget, deres bank ville i stedet oprette sin egen filial i byen.  

Det beroligede den lokale bankformand, manufakturhandler Jens Jørgensen, der havde fuld tillid til, at Banken for Aarup og Omegn let ville kunne klare den skærpede konkurrence. Han mente samtidig, at en ny Odense-filial i Aarup ville få vanskeligt ved at klare konkurrencen mod den stedlige bank fra 1911 og ”en gammel solid sparekasse”. 

Ny filial i ”Kasernen” 3. oktober 1958

Fyens Diskonto Kasse arbejdede imidlertid videre med planerne om en filial i Aarup, og indvielsen på adressen Bredgade 37 blev markeret med deltagelse af repræsentanter fra både Skydebjerg-Orte og andre lokale kommuner, desuden folk fra handel, håndværk og industri.

Filialen blev bankens femte afdeling på Fyn, og ordførende direktør Wad fra den nye bank i Aarup varslede en ”stærk og loyal konkurrence med de bestående pengeinstitutter”. Sognerådsformand og sagfører (advokat) Ernst Andersen ønskede til lykke med den nye afdeling. Det var hans håb, at det nye pengeinstitut ville medvirke til at skabe nye produktive virksomheder, og at hele lokalsamfundet ville få gavn af det tredje pengeinstitut, hvis første bestyrer blev Egon Søgaard. 

I 1967 overtog Provinsbanken denne filial, mens Den danske Bank virkede på stedet fra 1990 – og derefter i de næste cirka 25 år. 

”Kasernen”?

I ældre tid gik adresserne Bredgade 35, 37 og 39 samlet set under betegnelsen ”Kasernen”, og det skyldtes, at provisorietidens ridende blå gendarmer var indkvarteret netop her i en periode omkring 1890. De skulle holde ro og orden og gribe ind, hvis nogen råbte ”ned med konsejlspræsident Estrup” – eller lignende.  

Få år efter jernbanens åbning over Fyn i 1865 flyttede Gribsvads apotek (fra 1859) ind i bygningen – det var i 1870. 

I en kort periode inden gendarmernes tid (fra 17. januar 1888) var der også realskole og landbrugsskole i disse bygninger. Skoleleder var Jacob F. Hammer, der ville forberede eleverne til præliminæreksamen, mens landbrugs- og håndværkerlinjen leverede undervisning i kemi, regning, landmåling og bygningstegning m.v. Skolen havde cirka 40 elever i 1886 og 68, heraf 20 karle, året efter. Kost og logi kostede 10 kr. pr. måned. 

I en senere periode havde Hjalmar Toft manufakturforretning i bygningen Bredgade 37, inden den blev bankfilial i 1958.

I nutiden er der optiker/urmager i nr. 35, herretøjsforretning i nr. 37, mens nr. 39 i nyere tid har været dametøjsforretning. 

Kilder:

Artikler fra Middelfart Venstreblad og Fyns Tidende

Oplysninger fra to bøger:

”Aarup 1860 & Erholm 1720 – 2020” (2020)

”5560-fortællinger fra land og by” (2023)

Del denne historie på: