DEN GODE HISTORIE
Vissenbjerg
Flemming Risskov Jørgensen,
Vissenbjerg Lokalhistoriske Forening
Terrariet og skiltestriden
Hvis man i dag kører på den fynske motorvej, kan man næppe undgå at få øje på de mere end 10 kvadratmeter store skilte, der reklamerer for ”Terrariet – Reptile Zoo”.
Men denne form for synlighed var ikke en selvfølge de første år efter, at Carl Aage Gram i 1973 havde åbnet Terrariet ved præstegården i Vissenbjerg.
Fyns Amts Vejvæsen ville nemlig kun gå med til, at der blev opstillet et enkelt vejvisningsskilt ved indkørslen fra Kirkehelle til Terrariet.
Efter adskillige forgæves forsøg på at få vejvæsenet til at opsætte flere officielle skilte, begyndte C.A. Gram i 1975 at opstille sine egne hjemmelavede skilte ved det centrale vejkryds i Vissenbjerg. Men hver gang blev hans vejvisningsskilte straks fjernet af amtets vejvæsen.
Fyns Amts Vejvæsen henviste til en ministeriel liste over Danmarks seværdigheder, hvor Terrariet var placeret under kategorien ”mindre seværdigheder”, hvilket kun kunne berettige til et enkelt skilt.
C.A. Gram protesterede højlydt og kaldte det for urimelig forskelsbehandling, når DSB’s Jernbanemuseum i Odense havde fået opsat et større antal skilte, mens hans egen private krybdyr-zoo ikke måtte.
Da protesterne fik stor offentlig opmærksomhed, lykkedes det Gram at få hjælp fra flere sider. Direktøren for Zoologisk Have i København, Arne Dyhrberg, rejste fx sagen i Danmarks Turistråd. Det fynske folketingsmedlem for Fremskridtspartiet, Mogens Voigt, tilbød at rejse sagen over for trafikministeren. Men da C.A. Gram ikke ønskede at blive slået i hartkorn med Fremskridtspartiet, henvendte han sig i 1975 til både undervisningsminister Ritt Bjerregård og statsminister Anker Jørgensen for at få dem til at skubbe på sagen.
Samtidig gennemførte terrarieejeren nogle opfindsomme protestaktioner, der var på kant med de gældende regler. Han placerede fx et vejvisningsskilt på taget af sin gamle Opel, der så blev parkeret ved forskellige trafikknudepunkter i Vissenbjerg-området.
I 1977 mistede Gram tålmodigheden med vejvæsenet og erklærede, at han ville lukke terrariet i Vissenbjerg og flytte alle krybdyrene til Kolding. Men inden han nåede at gøre alvor af truslen, besluttede amtets teknik- og miljøudvalg at indføre ensartede retningslinjer for skiltningen til de fynske seværdigheder. Og dermed skulle man tro, at vejen var banet for en bedre skiltning til Terrariet.
Skiltestriden blussede dog atter op i 1982, hvor amtets vejvæsen igen måtte ud for at fjerne Grams hjemmelavede skilte.
Men i 1989 lykkedes det for kommunalbestyrelsen i Vissenbjerg i samarbejde med amtets teknik- og miljøudvalg at få trafikministeriet til at give en dispensation, så Terrariet fik lov til at opsætte de ønskede skilte. Dermed sluttede skiltestriden.