DEN GODE HISTORIE

Tommerup

Disa Lund – Lokalhistorisk Arkiv, Tommerup

Feriebørn fra Sydslesvig

I flokken af feriebørn står Alfred fra Flensborg. Han skal på ferie på en gård i Tommerup-området. Han har et skilt om halsen med sit eget navn, sine forældres navn samt navn og adresse på sine fynske ferieværter. Sammen med børnene står voksne ledsagere fra Sydslesvig. Formentlig er der flere børn i denne flok, der skal på ferie på Tommerupegnen. Et ægtepar på Appevej havde i mange år feriebørn fra Sydslesvig, og Walter Johannsen fra Sild var feriedreng på Hingel på Grambovej i 50-erne.

Ferien blev arrangeret af ”Sydslesvigske Børns Ferierejser” og ”Sønderjysk Forening” i samarbejde med danske skoler og børnehaver i Sydslesvig.

Allerede i 1919 startede ”Sydslesvigske Børns ferierejser”. Efter Første Verdenskrig var der trange tider i Tyskland, og formålet med ferieordningen var, at børn af dansksindede syd for grænsen kunne få en sommerferie med tiltrængt sund og rigelig kost, samt at de kunne opleve dansk sprog og kultur. Hvert år kom tusinder af feriebørn til Danmark. 

I 1940, hvor Danmark lige var blevet besat af Tyskland, lykkedes det ikke at få feriebørn hertil, men ellers kom her også sydslesvigske feriebørn under besættelsen. 

Efter Anden Verdenskrig var der stort behov for ferieopholdene for de sydslesvigske børn. Mange af børnene havde mistet deres far i krigen, og der var mangel på stort set alt i Sydslesvig, hvor der også var flygtninge fra Østpreussen. For mange bestod kosten hovedsagelig af kartofler og kålrabi. Tilgangen til de danske skoler i Sydslesvig var meget høj. Antallet af skoler steg fra ni til firs! Mange af de nye elever kom fra oprindeligt tyske hjem og var tysksprogede, så der var stort behov for at lære dansk. 

De første år efter krigen kom der hvert år ca. 9000 sydslesvigske børn i alderen 5-14 år på sommerferie i Danmark. Fyn tog imod ca. 1000 om året.

Feriebørn har fortalt om, hvilken fest det var at stå på ferietoget i Flensborg. Alle var forventningsfulde, og der blev sunget danske sange. Over halvparten af feriebørnene kom til den samme familie år efter år, og der opstod langvarige, i nogle tilfælde livsvarige venskaber mellem værtsfamilie og feriebarn. I en avisartikel fra 1964 fortælles, at 15 konfirmander i Westerland på Sild havde deres danske ferieværter med som gæster ved deres konfirmation.

De fleste feriebørn tilegnede sig hurtigt det danske sprog. Feriedrengen Lorenz lærte at forstå dansk, som hans feriemor talte, men det var svært at forstå ”finsk”, som hans feriefar talte. Efter lang tid fandt Lorenz ud af, at feriefaren ikke var fra Finland, men fra Sydfyn!

Feriedrengen Walter Johannsen fra Hingel blev skoleleder på Westerland skole på Sild. Et personligt venskab mellem ham og lærer Rasmus Laursen på Brylle skole resulterede i, at Westerland skoles elever og personale et par gange byttede adresse med Brylle skoles elever og personale i en uge (sidste gang i 2008). Også enkelte klasser har været på udveksling hos hinanden, og lærere fra de to skoler har været gæstelærere hos hinanden.

Ordningen med private ferieværter gennem ”Sydslesvigske Børns ferierejser” stoppede i 2021 og blev afløst af Feriebarn.dk. Der er stadig mulighed for gensidig kulturel udveksling på sommerlejre og via udveksling af elever mellem danske og sydslesvigske skoler. Elever fra danske skoler har mulighed for at tage 10. klasse på en sydslesvigsk skole.

Del denne historie på: