Alting har en ende

Alting har en ende. Husk den tid, hvor alting har eksisteret og giv erindringerne videre til eftertiden gennem billeder og oplysende fortællinger.

Erindring om roebanen gennem vore to sogne, Kærum og Sønderby, og roetogskørslen, som jeg husker det fra 1940-erne og 1950-erne. 

Roekampagnen var årets store og afgørende indkomstmæssige højdepunkt for adskillige familier i Assens og omegn. Gav dengang for mange løsarbejdere årets største indkomst til en rimelig opsparing, somsammen med den meget lave understøttelse og løn ved løsarbejde blev brugt til at leve for indtil næste års roekampagne 

Roetogene hentede sukkerroer fra oplandet og returnerede med roeaffald til områdets kvægavlere.  

Ved Kærum skiltes roebanen fra Assens i to spor til henholdsvis Uglebjerg og Hårby.  Roetoget var bemandet med tre personer. To opholdt sig i det varme og kulstøvede lokomotiv, fyrbøderen og lokomotivføreren. Den tredje person var togføreren, som i al slags vejr, lige fra den behagelige lune efterårsvarme til den til tider isnende vinterkulde, fra november til januar, sad ude på et lille sæde på venstre side foran styrhuset. 

Togførerens opgaver var mangeartede. Ved alle overkørsler på befærdede landeveje at hoppe af det langsomt kørende roetog, om natten med en lysende flagermuslygte og om dagen med et flag, og løbe til overkørslen og stoppe al trafik, så toget kunne komme videre. På overkørsler med ringe trafik nøjedes man med at advare med et antal fløjt. Alle vognene bar numre. Det var togførerens opgave på opsamlingssporene at frakoble tomme roevogne eller roevogne med affald og tilkoble de fyldte vogne og notere numrene, så sukkerfabrikken vidste, hvilke landmænd, sukkerroerne kom fra, så fabrikken kunne foretage en korrekt roeafregning.

Roetogene kørte i treholdskift. Fra 14-22, fra 22–6 og fra 6 til 14. Ferie i roekampagnen var udelukket, selv i julen, og hvis kampagnen strakte sig til efter nytår, kørte togene uafbrudt.   

Lokomotivets drivkraft skete ved hjælp af damp, som skabtes i kedlen ved at fyre med ituslåede stenkul i begyndelsen og senere med kilotunge kulbriketter. Man brugte meget vand til damp, derfor havde vogntoget en tender med vand tilkoblet vognstammen. Det var et kulstøvssnavset personale, som afsluttede dagens dont. Så fabrikkens baderum blev flittigt brugt. De ansattes drengebørn måtte tage bad sammen med deres fædre. Disse bade var meget eftertragtede, da mange hjem ikke ejede et badeværelse dengang.