Mød børnehaven hvor klovne og prinsesser er blevet hverdag

Brylle

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Brylle Private Børnehave savnede en profil – nu hedder den Brylle Teaterbørnehus

Leder Julie Rasted tager imod i elegant sørøverkostume, da Folkebladet kommer på besøg i Brylle Teaterbørnehus – tidligere Brylle Private Børnehave.

Det er helt nyt, og alle – børn såvel som ansatte – prøver sig frem med hensyn til, hvodan hverdagen i et teaterbørnehus skal forme sig, for det er ikke rigtig lykkedes at finde andre institutioner, som man kan lade sig inspirere af.

– Jeg er da Sørøver Sally, svarer hun, da et af børnene spørger, hvad hun skal forestille. Ligesom da Jonas, der er pædagogmedhjælper mødte op med høj hat og hun spurgte, hvem han var. Han var straks med på legen og svarede, at han hed Jakob, mens børnene omkring dem sagde: “Kan du da ikke se, at det bare er Jonas”. 

En tredje medarbejder har taget klovnekostume på.

Det er heller ikke usædvanligt, at børnene, når de møder, farer ind i det lille udklædningsrum med de mange kostumer, som forældrene har hjulpet med at finde frem af gemmerne, og forvandler sig til prinsesser, dinoer og meget andet, hvis de da ikke har Spiderman-kostumet med hjemmefra. nogle dage er ansigtsmalingen, som der er et stort forbrug af, også sat frem fra morgenstunden.

Børnehaven savnede profil

– Jeg synes, vi savnede en profil, som flere børnehaver rundt omkring os har. Der er for eksempel gårdbørnehaven, Agerholm her, og den private musikbørnehave i Tommerup St., men hvorfor skulle man vælge os, spørger Julie Råsted, der er forholdsvis ny leder i børnehaven, der fra 1.4 også får en lille vuggestuegruppe.

En snak med børnehavens formand ledte tankerne i retning af drama og leg.

Ikke teater hele tiden

Skal de spille teater hele tiden? Bliver de påduttet roller? Det var ikke uden spørgsmål, at forældrene tog imod børnehavens nye profil. Nogle var også bekymrede for, hvordan det ville påvirke deres lille, stille søn.

Tanken er ikke, at de for tiden 26 børn skal spille teater hele tiden. Men de voksnes udklædning smitter af på børnene, fortæller Julie Råsted.

– Kostumerne bliver virkelig brugt, og der kommer helt andre lege ud af det. Den frie leg er virkelig god, og jeg husker selv fra min egen børnehavetid, hvor

– Nogle vidste ikke, hvad en scene var, og hvad det vil sige at trække tæppet fra, da vi begyndte på det her. Nu stiller de stole op, går op på scenen og siger et par replikker, hvorefter publikum klapper, og de bukker og nejer, fortæller Julie Råsted.

Det er ikke sådan, at hverdagen går op teater og intet andet, men der gives god plads til legen, og  er den godt igang, så kan det sagtens hænde, at en ellers planlagt aktivitet udskydes.

Planen er at spille et par forestillinger for forældrene om året. Den ene om efteråret, hvor alle børnehavebørn er med, den anden bliver opført af de kommende skolebørn, inden de smides over hegnet, for at starte en ny hverdag som skolebørn.

– Den stille dreng kan måske være den der sælger billetter eller popcorn, eller han kan trække tæppet fra. Der er mange vigtige funktioner i en forestilling, der allesammen betyder noget for at det lykkes, bemærker Julie Råsted.

Konflikthåndtering med bamser

En anden måde at bruge teateret på er i forbindelse med konflikthåndtering.

– Vi prøver at tage konflikterne udefra. Spiller kendte situationer med bamser, der for eksempel tager hinandens legetøj eller gør hinanden kede af det. Der er også børn, der altid brager derudad. De skal også lære at vise tålmodighed og give andre plads. Det er der også læring i, og det er en god måde at lege det ind på, mener Julie Råsted. Også hun selv og kollegerne bliver udfordret, når de smider hæmningerne og påtager sig andre roller.

– Det Vores held er, at der ikke lå en færdig plan. Det er ikke altid, vi er enige, men vi kommer frem til enighed og har gode levende diskussioner, hvis man altid er enige, stopper udviklingen, og så bliver det kedeligt, mener Julie Råsted, der glæder sig til at se, hvor Brylle Teaterbørnehus er om et år.

Del denne historie på: