Bilhuset Thybo hyrer CS Autoreparation ind til sit pladeværksted

Bred

13. marts 2022

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Bilhuset Thybo i Bred har netop indgået en samarbejdsaftale med CS Autoreparation ved Charlie Stausholm om skadereparation i bilhusets pladeværksted.

– Vores pladeværksted, som er autoriseret karrosseriværksted og fordelsværksted for forsikringsselskaberne, har travlt og kan ikke følge med, derfor har vi indgået en aftale med Charlie, fortæller Jan Thybo. 

– Vi har i længere tid set os om efter en god og dygtig pladesmed, og det er nu lykkedes.  

Charlie Stausholm, som har rundet de 46 år, kender lokalområdet som sin egen bukselomme. Han bor i Vissenbjerg, men voksede op i Aarup og gik da også på Aarupskolen. Han kom i lære i 1997 hos Top Car i Vissenbjerg, hvor han også arbejdede som svend, indtil han startede for sig selv i 2003.  

En af hans første kunder var Jan Lund i Aarup, og det blev et langvarigt bekendtskab, som først netop er sluttet som konsekvens af Klokholm Automobilers overtagelse af Jan Lund Biler.

For Jan Thybo var det en stor chance for at få opmandet sit pladeværksted. 

– CS Autoreparation, der er kendt af mange i vores lokalsamfund som en meget dygtig pladesmed, var på udkig efter et nyt samarbejde, så det passer os begge fint siger Jan Thybo. 

Charlie Stausholm vil fortsat betjene sine andre kunder, dvs. autoværksteder, som han har gjort i en årrække. 

Del denne historie på: