I fem år kørte min partner og jeg rundt i det fynske land og ledte efter vores fremtidige bolig. Vi havde nogle ønsker: et lille lokalsamfund, gode naboer og midt i store åbne landskaber. For fire år siden faldt valget på en gård i Hjerup. Der var plads til nogle dyr, der var allerede en lille æbleplantage, og meget hurtigt fik vi gode venskaber med naboer. Det helt fede ved vores naboer er, at de ikke behøver at bo lige omme på den anden side af vejen. I vores lille lokalsamfund er alle “næsten-naboer”, og det er oftest sådan, at de fleste introducerer sig. Og det er skønt. 

Siden årets begyndelse har et stort projekt dog truet et af de ønsker, som vi netop flyttede hertil for: vores dejlige natur. Kommunen har modtaget en ansøgning på et 46 hektar stort solcelleanlæg midt i vores dejlige lokalsamfund. 

Forstå mig ret, jeg er for vedvarende energi og klimakrisen fylder ret meget i mine tanker. Således fylder også social ansvarlighed for mit lokalsamfund.

Lad mig uddybe, hvad jeg mener. 

Historisk set har Danmark og især danske kommuner udvist stort hensyn til bevarelse af lokalsamfundene i landzonerne. Dette har gjort sig særligt gældende, når store virksomheder har villet lave industri- og erhvervsbygninger i de store åbne landskaber. Ifølge planloven er disse nemlig som udgangspunkt forbeholdt landbruget. Erhverv, som har behov for et stort udendørs oplag af materialer eller har behov for opbevaring af flere større maskiner, må ikke indrettes uden landzonetilladelse. Så, hvordan kan et 46 hektar stort solcelleanlæg overhovedet komme på tale i Hjerup og Barløse? 

Mit bud er, at et sådant anlæg ikke kategoriseres som industri. Når jeg slår ordet industri op i ordbogen, finder jeg følgende definition: “erhvervsmæssige aktiviteter hvorved råvarer ved hjælp af maskiner eller anden automatiseret arbejdsgang forarbejdes, forædles og tilvirkes til produkter, materialer m.m., især ved masseproduktion […] ”. Et solcelleanlæg har ikke store bygninger, blot kæmpe store sorte flader, som stikker fire meter op over jorden. Men tag ikke fejl, for mig er et solcelleanlæg en industri. I et kæmpe solcelleanlæg er arbejdsgangen automatiseret, idet panelerne omdanner solens stråler til strøm. Det er en masseproduktion, og selvom de store sorte paneler i sig selv ikke er “maskiner”, er det et udendørs oplag af dette i et åbent landskab. Dette leder mig til mit næste punkt: Gavner denne masseproduktion lokalsamfundet?

Det er ikke en hemmelighed, at Barløse og Hjerup ikke har brug for den mængde strøm, som et solcelleanlæg vil producere. Men er det fair, at vi, som har valgt at bo her pga. naturen, skal opgive vores områder, så nogle få kan tjene millioner? Millioner, vi som borgere i området højst sandsynligt mister i værdien af vores huse? 

Ansøgerne vil hurtigt pege på statens værditabsordning, som i korte træk giver borgere i området mulighed for at anmelde krav om erstatning for værditab af deres bolig. Og når jeg nærstuderer bekendtgørelsen, bliver jeg ærlig talt ikke særlig fortrøstningsfuld. 

Taksationsmyndigheden, som skal vurdere værditabet, ser på tre faktorer:

1) Støjgener, herunder gener fra lavfrekvent støj

2) Gener, som følge af skyggekast

3) Visuel påvirkning

Et hurtigt kig på Taksationsmyndighedens hjemmeside viser, at beløbene på erstatningen sjældent overstiger 50-75.000 kroner. Og de tre faktorer vurderes for den enkelte ejendom. Vi er et lille lokalsamfund, så det er ej heller mange husstande, der vil blive direkte påvirket af de tre faktorer. Men hvad sker der for huspriserne i et område, når nogle huse mister værdi eller slet ikke kan sælges? Hvis du har prøvet at få dit hus vurderet, så ved du, at ejendomsmæglerne fastsætter prisen delvist ved at vurdere husets tilstand og delvist ved at se på priserne på lignende boliger i området. Og denne vurdering, områdets værdi, indgår ikke i Taksationsmyndighedens vurdering. 

Desuden er der ingen erstatning at hente, hvis værditabet vurderes til at være under 1% af husets værdi. Eller hvis man som husejer indgår i et frivilligt forlig med opstilleren – uanset om forliget viser sig at være for lavt sat ift. det faktiske værditab. 

Frijsenborg Wedellsborg har forud for ansøgningen afholdt en række møder for interesserede i området. Jeg deltog blot i nogle enkelte møder, hvor de præsenterede muligheden for at blive medejer af projektet ved at investere i aktier. Der fremgår også en anden medejerskabsmodel i ansøgningen. Jeg er ikke jurist, men min logiske tankegang fortæller mig, at der er en konflikt i at søge erstatning for værditab som følge af et projekt, jeg er medejer af og med muligheden, omend på meget usikkert grundlag, for at tjene penge på projektet. 

Når jeg taler med mine skønne naboer, så er der to ting, vi alle værdsætter ved at bo her: naturen og det gode fællesskab vi har. Og hvis et solcelleanlæg bliver godkendt, er jeg bange for, at vi mister begge dele. Det giver sig selv, et solcelleanlæg ødelægger vores store, flotte landskab og hvem vil egentlig flytte hertil og danne lokale fællesskaber, hvis netop naturen, som er den primære årsag til tilflytning, ikke er her mere? 

Jeg håber, at Assens Kommune tager hensyn til alt dette, når de skal behandle ansøgningen. For det står jo i kommunens bosætningsstrategi. Kommunen slår et stort slag for naturen, når de skal tiltrække tilflyttere. De skriver: “Der er mulighed for at udleve boligdrømmen til en fornuftig pris, uanset om boligen ligger midt i byen, nær skoven, ved vandet eller med udsigt over markerne.” Netop det sidste er trækplasteret for vores område. I samme strategi kan jeg nemlig læse: “Spørger vi vores tilflyttere, så er naturen og områdets smukke beliggenhed en vigtig grund til at flytte til kommunen.”

Min opfordring til mine medborgere er: Engager jer! Giv jeres mening til kende, send jeres bemærkninger til Miljø, Teknik og Planudvalget. Tag fat i Lokalrådet, som står parat til at hjælpe. Og de har erfaringerne fra vores naboer i Kerte, som sammen fik lukket ned for et lig