Vestfynskoret klar til ny sæson

Assens

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Tirsdag 5. september er det slut med sommerpausen for sangerne i Vestfynskoret. Da begynder de nemlig på en ny sæson. Koret synger i Tobaksgaarden under ledelse af Jesper Frovin, der har stor erfaring som korleder og senest har været dirigent-vikar for Syngedrengene.

Koret øver i Ambrosius Stub-salen hver tirsdag fra klokken 19.15-21.45, og der er plads til nye sangere.

– Du kan trygt møde op, da de øvrige kormedlemmer er indstillet på at tage hånd om nye sangere, så de hurtigt føler sig hjemme, lyder det i en pressemeddelelse fra koret.

Man kan prøve tre gange, før man beslutter sig for, om man vil fortsætte i koret. Korets formand Henrich Svendsen kan kontaktes på tlf. 61 14 73 38, hvis man ønsker at være med.

Vestfynskoret er et blandet kor med 30 sangere, der deler glæden ved at synge og fællesskabet med andre med samme interesse. Koret optræder ved forskellige lejligheder i kirker, ligesom det har været en tradition af holde forårskoncert store bededagsaften i Skovpavillonen i Assens. Der er yderligere information at finde på korets hjemmeside 

www.vestfynskoret.dk

Del denne historie på: