Odensevejs sidste elmetræ er blevet til et kunstværk
Assens
Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net
Engang var der en hel allé af elmetræer langs Odensevej i Assens. Alléen blev plantet i 1905, med tiden er træ efter træ dog bukket under for elmesygen, undtagen træet på hjørnet af Odensevej og Stampemøllevej. Det overlevede elmesygen, men ikke et omfattende gravearbejde i nærheden, som fjernede en så stor del af rodsystemet, at udsigterne for træet blev meget ringe.
Så var det, at ideen om at omdanne træet til et kunstværk og dermed give det nyt liv opstod.
Assens Kommune var med på ideen, så nu gjaldt det “bare” om at finde penge til projektet.
– Asseneserne har en selvskabt historie om, at det var her aserne boede. Asgård var her, der er også skrevet en morsom sang om det emne, fortæller Christian Jensen, en af initiativtagerne til projektet, i en pressemeddelelse.
Det gav ideen til, at træet skulle knyttes til den nordiske mytologi, der fortæller om livstræet Yggdrasil.
Assens Borger og Håndværkerforening har været tovholder på projektet og var også de første til at støtte det med 10.000 kroner. Virksomheden Siolit A/S, som drives af Christian Jensen, puttede 5000 i, andre virksomheder bidrager med diverse udstyr og materialer, og forleden kunne Fynske Bank overrække en check på 15.000 kroner.
Selve udsmykning af træet med figurer af træ, der fortæller om Yggdrasil er lagt i hænderne på Martin Ussing, der bruger en stor del af sin fritid på at skære i træ. Det er blandt andet blevet til en del træfigurer, med reference til den nordiske mytologi, som man kan spotte rundt omkring i træet.