”Krigens logik”, en højaktuel og læseværdig bog

Assens

Af Preben Find

Umiddelbart efter afviklingen af sidste tirsdags generalforsamling i foreningen Udvikling Assens blev der budt på et særdeles aktuelt foredrag.

I samarbejde med Assens Håndværker- og Industriforening havde foreningen inviteret militæranalytiker ved Forsvarsakademiet Anders Puck Nielsen til at gøre os klogere på den igangværende krig i Ukraine, der nu i to år har ændret trusselsbilledet radikalt i hele Europa og dermed også i Danmark.  

Anders Puck Nielsen startede sin karriere i det danske forsvar med en uddannelse som sprogofficer og har efterfølgende gjort karriere som officer i søværnet, hvor hans grad nu er orlogskaptajn.

Fra de næsten daglige tv-udsendelser ”Krigens døgn”, der holder os opdateret på krigens udvikling, oplever vi Anders Puck Nielsen som en særdeles kompetent analytiker, der formidler krigens baggrund og udvikling på både sober og let forståelig vis.

Efter at han indledningsvis havde redegjort for Putins begrundelse for i 2022 at angribe Ukraine, gennemgik han krigens udvikling indtil i dag, og som afslutning gav han sit kvalificerede bud på, hvad der skal til, for at opnå en afslutning på krigen.

Efter foredraget blev der mulighed for at købe hans meget velskrevne bog ”Krigens logik”, som er et særdeles læseværdigt redskab, der på fortrinlig vis beskriver den militære og militærmaterielle udvikling, som gennem de seneste årtier har ændret baggrunden for politiske beslutninger og for vilkårene for de soldater, der er engageret på nutidens slagmarker.  

Nyt fra Udvikling Assens

Udvikling Assens er en privat medlemsdrevet erhvervsforening, der arbejder for vækst og udvikling af det lokale erhvervsliv og turismen i Assens Kommune.

Ved foreningens seneste generalforsamling, som blev afholdt tirsdag aften den 16. april, fremgik det af formanden bankdirektør Ivan Sløks beretning for 2023, at foreningen per 1. april 2024 har 366 medlemsvirksomheder, og at medlemmernes kontingent for 2023 beløb sig til lidt under én million kroner.

Endvidere at foreningens medarbejdere i 2023 afholdt 197 møder med medlemsvirksomhederne, 19 medlemsarrangementer med i alt 746 deltagere, og 51 netværksmøder med 502 deltagere.

Foreningen faciliterer 14 netværksgrupper, hvor deltagerne under møder, der afholdes hver anden måned, bruger hinanden til fortrolig sparring om deres dagligdag og udfordringer i virksomheden.

Der er både strategiske netværk på ledelsesniveau og faglige netværk inden for blandt andet HR og regnskab.

Om turismen sagde formanden, at det fortsat er et relativt lille erhverv i Assens Kommune sammenlignet med det øvrige Fyn.  

Området er i vækst, men fortsat hæmmet af utilstrækkelig overnatningskapacitet i højsæsonen, hvor der er fuldt booket på hoteller og campingpladser i og omkring Assens.

Der er store planer på turistområdet, og især i kystbåndet omkring havnen i Assens vil der ske meget i den kommende tid.

Foreningen har på en lang række områder et tæt samarbejde med Assens Kommune, blandt meget andet er der fælles fokus på fleksjob og på de unge, som har svært ved at finde deres plads i uddannelse og job. 

Efter generalforsamlingen obligatoriske valg indgår følgende i foreningens bestyrelse…

Ivan Sløk

Sparekassen Danmark, Aarup

Lars Moselund Nielsen

Schmidts Radio, Vissenbjerg

Bo Eriksen

Kilto, Assens

Mikkel Wildfang

Montana, Haarby

Conny Twisttmann

Fipros, Ebberup

Peter Lützen

Løgismosestrand Camping

Morten Jørgensen

Terrariet, Vissenbjerg

Søren Steen Andersen

Assens Kommune, borgmester

Søren Thomsen

Assens Kommune

Lone Akselsen

Assens Kommune

Finn G. Johansen

Assens Kommune, kommunaldirektør, tilforordnet

Del denne historie på: