Ældrerådet vil høres så tidligt som muligt

Assens

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

”Gennem hele 2023 har Ældrerådet haft en god, åbenhjertig og konstruktiv dialog med forvaltningen, og Ældrerådet har pointeret, at vi ønsker at blive inddraget så tidligt som muligt i politikudviklingen indenfor områder, der berører borgere over 60 år i Assens Kommune”. 

Sådan skriver Assens Ældreråd i sin årsberetning for 2023.

– På alle møderne med politikerne har Ældrerådet præciseret, at vi principielt skal varetage alle interesser for borgere over 60 år i Assens Kommune, og heldigvis er langt størstedelen af disse i stand til at klare sig selv, og derfor er det vigtigt, at alle de politiske udvalg er med til at skabe rammerne for, at dette kan fortsætte ved at indtænke denne aldersgruppe i de politiske beslutninger, skriver Assens Ældreråd. 

Udover at holde møder med Social- og Ældreudvalget samt forvaltningen har ældrerådet deltaget i et møde i Regionsældrerådet og i møder og temadage arrangeret af Dansk Ældreråd. 

Videre har Assens Ældreråd afgivet tre høringssvar til Assens Kommune, arrangeret et fyraftensmøde med ca. 100 deltagere i Arena Assens og kontaktet borgmester Søren Steen Andersen (V) om adgangsforholdene og skiltningen på Assens Bibliotek.

Del denne historie på: