40 husstande får alligevel ikke fjernvarme
Assens
19. marts 2026
Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net
Med begrundelse i at det bliver for dyrt, dropper Assens Fjernvarme efter flere år at tilkoble 40 husstande langs hovedledningen mellem Assens og Aarup.
40 husstande, der var stillet i udsigt at skulle have varme fra Assens Fjernvarme i en nær fremtid, får alligevel ikke fjernvarme.
Det meddelte Assens Fjernvarme lørdag.
Begrundelsen er, at de pågældende boliger ligger langs den store transmissionsledning mellem Assens og Aarup ligger med store afstande imellem sig og skal tilkobles transmissionsledningen direkte, hvilket gør projektet så dyrt, at man ikke finder det forsvarligt at gennemføre. En anden væsentlig grund er, at tilslutningen på strækningen ikke er nået op på de krævede 60 procent. Eller rettere, den er ifølge direktør for Assens Fjernvarme Marc Roar Hintze faldet.
Tilslutningen var betalt
De seneste i hvert fald tre år har Kim Ehlert, der bor på Middelfartvej ikke så langt fra Assens, ellers ventet på at blive fjernvarmekunde. På Facebook fortæller han, at han også har nået at indbetale 5000 kroner i tilslutningsafgift for tre måneder siden, og at der for tre uger siden er blevet leveret rør til hans adresse. Hver gang glædede han sig over, at nu var fjernvarmen på vej. Derfor blev han meget overrasket, da beskeden tikkede ind på hans telefon lørdag nat.
– Da jeg havde læst den, stod jeg op, lavede mig en kop kaffe og skrev det indlæg på Facebook for at få luft, siger han et par dage senere til Folkebladet, hvor han også konstaterer, at nu er han videre.
– Jeg skal nok finde ud af det, jeg er god til at finde løsninger, men jeg kan ikke fordrage uretfærdighed, siger Kim Ehlert.
– Vi er kede af det
Hvornår tilslutningen faldt til under 60 procent, om det først er sket, efter at en lastbil læssede rørene af ved Kim Ehlerts adresse, kan Marc Hintze ikke gøre rede for.
– Jeg kan ikke sige, hvornår tilslutningen er kommet under 60, det er sket løbende, siger han og fortsætter:
– Vi er kede af at stå i den situation, men har ventet på, at det ville lykkes, men det gjorde det ikke. Hvis vi laver noget, der ikke er rentabelt bliver det dyrt. Men der er også en positiv side af sagen. Nu får vi den pågældende etape skrevet ud af planen, og det betyder, at de pågældende får mulighed for at søge tilskud til varmepumpe
Sådan en får Kim Ehlert ikke for de 5000 kroner, han har betalt for at blive tilsluttet fjernvarme.
– Det var en god pris.
Normalt koster det 25.000 kroner. Ved at tilmelde os, var vi med til, at projektet overhovedet kunne komme i gang, bemærker Kim Ehlert, der siden sin tilmelding oplevede den ene udsættelse efter den anden, før den endelige aflysning forleden.
– Så var der corona, så var der ditten og datten, hver gang accepterede vi, for sådan er det jo, siger han, der derfor blev glad, da der endelig blev smidt nogle rør ud for hans adresse.
I dag tænker han, at han måske i sidste ende er en af de heldige.
– Jeg kan jo se af de andre kommentarer på Facebook, at mange siger det er blevet meget dyrere. En, der før brugte 17.000 kroner til træpiller, betaler 26.000 kroner om året for fjernvarme. På det første møde blev vi lovet, at det som minimum ville holde prisen, siger Kim Ehlert.
At det skulle være dyrere end lovet, afviser Marc Roar Hinze.
– Det kan jeg ikke genkende. Prisen for at komme på transmissionsledningen har været den samme i fire år, den skal de nye kunder selv betale. Nogle har også sagt, at da de havde naturgas var det så og så billigt, men så eksploderede priserne, og det gør de også nu med krigen i Mellemøsten, de fossile brændsler påvirkes af verdenssituationen.
På vores hjemmeside har vi en prisberegninger, der kan man se, hvor meget dyrere eller billigere, det bliver.
De restrende etaper, der omfatter Aarup, Sandager, Salbrovad og Barløse gennemføres som planlagt, understreger Assens Fjernvarme

