Til cykelløb i rickshaw fra Aarup, Vissenbjerg og Assens
Vissenbjerg/Aarup/Assens
Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net
Mens de professionelle cykelryttere nøjedes med en cykeltur på et lille kvarter, var der andre, der i anledning af Post Danmark Rundt havde givet sig selv en noget større udfordring. Fra såvel plejecentret Holmely i Aarup som Kildebakken i Vissenbjerg startede de to cykelrickshaws og begav sig med to beboere på hver som passagerer mod Assens. En cykeltur, der ifølge aktivitetsmedarbejder på Holmely Else Marie Kristensen to et par timer. I Turup mødtes de to hold til en forfriskning, og fremme i Assens vankede der smørrebrød på Korsvang, hvorfra endnu en et par rickshaws sluttede sig til.
De tre plejehjem er alle medlemmer af Cykling uden alder, hvorfra de får sparring til aktivering og motivation. Det er både frivillige og personale, der er cykelpiloter. Svært for personalet i en travl hverdag skulle man tro, men nogle er gode til at hoppe på cyklen når bare de kan se, at de har en ledig halv time, fortæller Else Marie Kristensen. (liw)