Søren Steen Andersen genvalgt som borgmesterkandidat
På generalforsamling i Venstre i Assens Kommune, som foregik i Verninge Forsamlingshus mandag den 18. marts, blev Søren Steen Andersen genvalgt som partiets borgmesterkandidat til kommunalvalget i november 2025.
Det år bliver det ottende gang, at Søren Steen Andersen stiller op til et kommunalvalg, først i den daværende Tommerup Kommune, siden kommunesammenlægning i (ny) Assens Kommune. Søren Steen Andersen blev valgt som borgmester i 2013 og fik ved 2021-valget 4.000 personlige stemmer.
Sygeplejerske Betina Skipper blev valgt som kandidat til regionsvalget i 2025. Betina er selvstændig med firmaet Human Navigator og er bosat i landsbyen Hjelmerup.
På mødet var der også politisk debat, hvor Venstres gruppeformand Camilla Lykke Sørensen og Folketingskandidat Anja Lund deltog.