Antallet af cyklister falder trods fine cykelstier

Assens Kommune

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Fine cykelstier får tilsyneladende ikke antallet af cyklister til at stige væsentligt. Ifølge fire målinger taget med tre-fem års mellemrum er antallet af cyklister faldet de to steder.

Et enigt Miljø-, Teknik og Planudvalg har indstillet til byrådet, at en planlagt og højt prioriteret cykelsti mellem Tommerup St. og Vissenbjerg skal gennemføres, selv om prisstigninger har gjort den meget dyrere, end da den blev vedtaget i 2022. Cykelstien var således beregnet til at koste mellem 16 og 17 mio. kroner, men ender i stedet og efter forskellige besparelser på godt 25 mio. kroner med belysning. På grund af ændringerne skal staten, der i første omgang bevilgede halvdelen af den oprindeligt beregnede pris, ansøges igen, og indstillingen fra udvalget til byrådet er under forudsætning af, at staten fortsat vil støtte projektet.

Man skulle tro, at sikker trafik på cykelstier og flere elcykler også fik flere til at træde pedalerne, når de skal fra A til B, men det ser ikke ud til at være tilfældet.

Assens Kommune har lavet en tælling på fire strækninger, tre af dem med relativt nye cykelstier: Cykelstien mellem Aarup og Grønnemose, cykelstien mellem Glamsbjerg og Haarby samt cykelstien mellem Tommerup og Brylle – en ældre sti anlagt af Fyns Amt, mellem Tommerup St. og Tommerup er også med. Kun Aarup-Grønnemose-stien viser en stigning, og den er ikke markant.

– Her skal man tænke på, at oplandet ikke er så stort, men rent fagligt kunne man godt ønske, at lidt flere brugte den, for den var jo forholdsvis dyr at etablere, siger Jane Willander, chef for Vej og Trafik i Assens Kommune.

Hun påpeger, at den sidste tælling blev foretaget i 2022, og at der jo er sket lidt i Grønnemose siden med McDonalds ankomst.

– Når FTZ kommer, vil nogle måske også vælge at cykle på arbejde. Jeg tror, vi følger op med en ny tælling måske næste år, siger hun.

Før cykelstien, da cyklisterne skulle dele den smalle og kurvede Erholmvej med bilisterne, blev der på tre målestationer på strækningen talt mellem 700 og 5000 cyklister på et år. På cykelstiebn ligger det årlige antal cyklister på mellem 6500 og 7000. Før stien var der på hverdage mellem en og 11 cyklister. På cykelstien kom der i 2022 12-13 cyklister dagligt i gennemsnit på hverdage.

Et fald på over 8000

Den mest benyttede cykelsti, der var med i målingen, er stien mellem Tommerup St. og Tommerup, men det er også den, der repræsenterer det største fald. Mens knap 40.000, 39.800, på årsbasis hoppede på cyklen på den strækning i 2017, så var det kun 31.400 fem år senere. Her er altså tale om et fald på over 8000. Hverdagsaktiviteten på cykelstien er faldet fra 107 til 93 daglige cyklister i samme periode.

Et lignende billede gør sig gældende på cykelstien mellem Tommerup og Brylle. Her er det årlige antal brugere af stien faldet fra 29.200 til 21.900. 71 benyttede stien i hverdagene i 2017, det tal var faldet til 63 fem år senere.

På cykelstien mellem Glamsbjerg og Haarby har trafikken været noget mere stabil i perioden.

Det store fald på strækningen mellem de to Tommerupper, har Jane Willander ikke nogen forklaring på.

Nye målinger

– Det undrer også mig, og jeg kan ikke forklare hvorfor. Men nu er det besluttet at lave gadebelysning hele vejen langs Sortebrovej, så vil nogle måske cykle, når det er mørkt. Men det er en ærgerlig tendens, hvis det er den vej, det går. Cykelstier er dyre at etablere, så det er mange penge at putte i den slags trafiksikkerhed, siger hun.

Jane Willander nævner, at der kan være nogen usikkerhed i målingerne, fordi tællingen kun er foregået i perioder på syv-10 dage. 

– Vi har prøvet at tælle i perioder, hvor vi ved, at nogle cykler til og fra fritid og arbejde, men vi vil få mere sikre tal, hvis vi næste gang lader slangerne ligge i tre uger og så tæller to gange på et år, siger hun.

Del denne historie på: