Villy Søvndal og Co. træder op i Aarup Kirke

Aarup

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Koncert med Herreværelset 29. maj 2024

”Når Fanden bliver gammel, går han i kirke og læser biblen”, siger et gammelt mundheld. 

Om SF-politikeren Villy Søvndal læser Biblen, skal jeg ikke kunne sige, men han går gerne i kirke, i hvert fald som medlem af trioen Herreværelset. 

Onsdag 29. maj klokken 19 giver netop Herreværelset koncert i Aarup Kirke, og så må det vise sig, om Villy krydrer sin tale med bibelcitater. Sikkert er det nemlig, at han ikke kun åbner munden for at synge, men også for at sammenkæde sangene, bandet har på repertoiret. 

Det skriver Herreværelset nemlig om aftenen i Aarup Kirke:  Vi ”spiller underfundige sange og har desuden en kærlighed for musik fra 30’erne. De enkelte sange bliver kærligt (ja, det står der, red.) præsenteret af Villy, som elegant kæder det hele sammen med sfæren fra Herreværelset”. 

Spændende bliver det at opleve, om ”sfæren fra Herreværelset” er det man i andre sammenhænge kalder for ”mandehørm”. 

Foruden Villy består trioen af brødrene Jens og Niels Hjort-Petersen og sammen håndterer de sang, guitar, violin og kontrabas. 

Villy Søvndal, f. 1952, er læreruddannet og arbejdede som sådan indtil han blev valgt til Folketinget i 1994. Siden 1984 havde han været byrådsmedlem i Kolding. 

Villy kan på sit cv også skrive forhenværende formand for SF, udenrigsminister og regionsrådsmedlem. Ved det seneste kommunalvalg blev han igen valgt ind i Kolding Byråd. 

I år stiller han op til Europa-Parlamentet. 

Dørene til kirken åbnes klokken 18.30. Fri entré.

Del denne historie på: