Så’ der majstangsfest

Aarup

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Som så mange traditioner – juletræet som det mest kendte – er majstangsfesten en tysk skik, der fra 14-1500 tallet bredte sig mod nord, hvor ikke mindst svenskerne har taget traditionen til sig. 

I Danmark er det dog kun i mindre omfang sket – til gengæld laver vi bål og brand til sankthans. 

Aarup Handelsstandsforening har i år besluttet at byde sommeren velkommen med en majstangsfest, og derfor bliver flagstængerne i Bredgade pyntet med halmkranse og pyntebånd. 

Bredgade, bliver helt som ved årets øvrige open-by-night-arrangementer til gågade fra klokken 17-til 21. Og det bliver med et overflødighedshorn af især børnevenlige aktiviteter, for handelsstandsforeningen har besluttet, at børnene skal være i centrum.

– Selvom vi i år har lagt hovedvægten på børneaktiviteter, bliver det et open-by-night for alle, altså børn, unge, voksne, meget voksne, midaldrende og ældre – med og uden børn, børnebørn eller oldebørn, forsikrer handelsstandsformand Henrik Wichmann.

Det lokale brandkorps vil også møde frem med en brandbil og stor lyst til at fortæller om brandbiler, slukningsarbejdet og hvad, der kræves for blive en del af staben af frivillige brandmænd. 

Butikkerne holder åbent helt frem til klokken 21 – og håber at få hylderne tømt – hvad der skulle være gode muligheder for. 

– Butiksejerne skruer nemlig op for charmen, mens de sætter prisen ned for udvalgte varer, så jo, der kan gøres en god handel, lover handelsstandsformand Henrik Wichmann. 

Del denne historie på: