Præsident og frisørmester Bettina Kingo jubilerer 1. juli

Aarup

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Hun åbnede salon i Aarup efter at have høstet erfaring i Svendborg, København og Odense

Det er de færreste frisørmestre, som også kan sætte præsident på cv’et. En af dem er Bettina Kingo fra Shape Intercoiffure i Bredgade 49 i Aarup.  Hun er nemlig både præsident i Danmark og Norden, for den verdensomspændende frisørmesterforening Intercoiffure med nationale foreninger i 55 lande. 

I Danmark kan 68 frisørmestre smykke sig med en medlemsnål – så intercoiffure er således et eksklusivt foretagende, idet der ifølge eStatiskik.dk er 7.821 frisør- og skønhedssaloner i Danmark. Den er også eksklusiv på den måde, at man ikke bare kan melde sig ind, men skal anbefales af et medlem. Og det  blev Bettina i 2007. 

– Det er især gennem Intercoiffure, at jeg får sparring, men ikke kun det. Vi mødes en gang om måneden til undervisning, sparring, teambuilding, foredrag, så det er således både en faglig og en social aktivitet, fortæller Bettina Kingo. 

Præsident på farten

Det gælder også for præsident-posten, hvor hun 5-6 gange om året skal rejse et sted hen i den store verden – rejser som er forbundet med undervisning, sparring, prisuddeling og selvfølgelig også en gallamiddag.

Intercoiffure har tillige en forening, F.G., for frisørlærlinge, og her glæder Bettina Kingo sig over at en af hendes elever netop har vundet en pris, som betyder at både lærling og mester skal til Finland. 

Altid lærlinge i salonen

Apropos frisørlærling gælder, at Bettina Kingo altid tager lærlinge ind. 

– Til næste år bliver min 9. lærling udlært, og om tre år bliver den 10. lærling udlært. Det synes jeg er meget godt, når uddannelsen er på fire år og jeg har haft salon i 20 år, siger Bettina. 

Trofaste kunder

De 20 år runder Bettina Kingo mandag den 1. juli – og det bliver markeret med en reception samme dag klokken 16-19. 

Det kan godt blive nogle timer med trængsel i Bredgadebutikken, for Bettina Kingo kan ikke bare glæde sig over at have kunder fra Aarup og nærmeste omegne, men også fra bl.a. Odense. Flere af dem kan kun kaldes for stamkunder. 

– Jeg talte forleden op og kan se, at jeg i mit computersystem har 22 kunder, som har været med siden 2004 og en som jeg også ordnede hår for, da jeg arbejdede i Odense. 

Udlært i Svendborg

Bettina Kingo har nemlig erfaring fra frisørsaloner i tre byer. Hun blev udlært i Svendborg i 1992, flyttede så til København og var der i syv år. Så gik turen til Odense, hvor hun fik arbejde hos Borre Intercoiffure og var glad for det, men det kunne også være fristende at få sin egen salon. 

I 2004 erfarede hun, at der var et ledigt lejemål i Bredgade i Aarup. Det så hun på, men fandt så ud af, at ejendommen i nr 49 med en mere central placering var til salg. Og så slog Bettina til. 

Starten gik forrygende, husker Bettina. 

– En uges tid før jeg åbnede var der ”Open By Night” i Aarup, og det benyttede jeg til at gøre reklame for min salon og fik fyldt aftalekalenderen for den første uge, så det var fint. 

Tidspunktet for at få sin egen salon var også god, når det gjaldt ”Privat-Bettina”. 

Født i Lergyden

– Min yngste var halvandet år, så det gav ikke udfordringer, siger Bettina, der sammen med sin mand havde købt hus i Lergyden, dvs. lidt uden for Bred i 1999 – og på den måde vendte Bettina tilbage til barndommens land. 

– Jeg voksede op i et andet hus i Lergyden og gik i Bred Skole og senere Vissenbjerg Skole. 

Dengang var der meget mere liv i Bred.

– Der var flere butikker, bl.a.  slagter, to købmænd, med mere. Og der blev også arrangeret sankthans- og andre fester, siger Bettina om bylivet som svandt ind. 

Bettina ser lyserødt

Byliv er der fortsat masser af i Aarup og det glæder Bettina sig over – og mere end det. Hun tager også aktivt del i det – ikke mindst ”Den lyserøde uge” lægger Bettina mange kræfter i. 

Og vil også gøre det i årene som kommer – for Bettina har intet ønske om at flytte til en ny by eller åbne salon nummer to i en anden by. 

– Jeg fik på et tidspunkt et tilbud om at overtale Borre Intercoiffure i Odense, men sagde nej. 

Jeg vil ikke bruge al min arbejdstid på at være den styrende, men vil også være på gulvet og have kontakten med mine kunder, siger Bettina, der håber, når hun engang vælger at gå på pension – men det ligger ganske vist ikke lige om hjørnet – at jeg finder en frisør som vil overtage butikken. Det vil glæde mig både fagligt og personligt, siger frisørmester og præsident Bettina Kingo. 

Del denne historie på: